image
Esajas Kirke i Østervold Sogn
Esajas Kirke i Østervold Sogn

Koncerter


Koncert med Sønderjysk Pigekor

Lørdag den 4. februar kl. 16

Sønderjysk Pigekor blev grundlagt i 1994 og består i dag af ca. 130 piger i alderen 7-20 år fordelt i tre mindre kor: et koncertkor med 60 piger, et juniorkor med 40 piger samt et spirekor med 30 piger. Sangerne kommer primært fra Als og Sundeved. Korene giver 25-30 koncerter om året og har gennem de seneste år opnået et stadig højere kunstnerisk niveau. Koncertkoret, der for 2. gang besøger Esajas Kirke under ledelse af Mette Rasmussen, har opnået flere fine placeringer ved korkonkurrencer i ind- og udland, senest ved World Choir Games i Kina 2010, hvor koret tog sølvmedalje i Champions Competition. Ved koncerten den 4. februar opfører Pigekoret værker af bl.a. Biebl, Rachmaninov, Schultz, Pärt og Melnäs.
Der er gratis adgang.


Koncert med Graabrødre Kammerkor

Søndag den 25. marts kl. 16

Siden Graabrødre Kammerkors stiftelse i 1995 af Holmens Kirkes organister, Jakob Lorentzen og Mads Høck, har koret været i konstant musikalsk udvikling, og er nu blandt de rigtig gode kammerkor i Danmark. I foråret 2009 tiltrådte Gorm Larsen som ny dirigent og musikalsk leder.
Udgangspunktet for korets musikalske virke er den ældre europæiske kirkemusik fra renæssancen og barokken. Lige netop barokken er temaet i Graabrødre Kammerkors koncert den 25. marts, idet koret fremfører påskekantater af Johann Sebastian Bach samt to store navne i generationen før ham: Johann Pachelbel og Georg Böhm. Det er ekspressiv og spændstig kormusik til påsketiden, hvor tekstforståelse og lutheransk forkyndelse kommer stærkt til udfoldelse. Foruden solistisk optræden ledsages koret af et strygerensemble samt orgel. Koncerten indledes med den katolske påskehymne Victimae paschali laudes, som danner grundlag for melodien Christ lag in Todesbanden.
Der er gratis adgang.
Opdateret  11-01-2012 /  af  Admin