Af sognepræst Michael Hemmingsen

Udover ferie og forårsaktiviteter rører påsken ved så store emner som lidelsen og døden, men også håbet trods lidelsen og døden. 2000 år efter den første påskemorgen fejrer kirken den stadig, hver søndag. Ikke sådan at lidelsen og døden dermed er tryllet væk. Den er tværtimod gennemlevet, men også forvundet, rummer lidelsen og døden som en del af livet. Som forfatteren Villy Sørensen sagde: Der er død i livet og der er liv i døden – og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det.

Så hvorfor ikke vende spørgsmålet om aktiv dødshjælp på hovedet: mere aktiv livshjælp! Mere tid sammen til sidst. Mere pleje og palliation, herunder også den åndelige dimension, som f.eks. musik, sang, historiefortælling, dyr, børn, gudstjeneste, ro, ritualer, sansehaver, lys, luft osv. kan lindre døende mennesker med.

Det er ikke livet, de vil af med. Det er lidelsen, siger Christian Busch, der i mere end 30 år har været hospitalspræst på Rigshospitalet. I et interview uddyber han, hvordan ønsker om reel, aktiv dødshjælp har fyldt forbavsende lidt i de samtaler, han har haft med dødende patienter. Hos et fåtal, som var meget plagede, ja. Men hos flertallet er det ikke livet, de vil af med, men det, der holder dem fra livet. Under dette gemmer sig, siger han, vores store behov for at føle kontrol:

Det senmoderne menneske er jo tynget af ansvar. Det ligger mere end nogensinde før i tiden, at vi skal have styr på livet i alle dets facetter: Man har måske ansvar for en familie, børn, hus, økonomi, medarbejdere, hundrede andre ting. Og vi føler os usårlige – al den stund, at vi har kontrol over det hele. Eksistentiel angst er det mentalt sunde menneskes reaktion på at miste kontrollen. Meget typisk kommer mange til hospitalspræsten og beder om redskaber til at tackle deres udfordringer. En brug af sproget, der signalerer: fiks mig…Men det er der, at jeg faktisk ofte har oplevet, at der går en prås op for dem, når jeg siger: det er ikke et problem, du har fået. Det er et vilkår.

Christian Buschs bud på en vej frem er at fokusere noget mere på det, der sætter mennesker i stand til at håndtere selv tunge diagnoser så godt, som tilfældet trods alt ofte er. Hvad hjælper, når man skal bære på noget, som er tungt? At være flere om det. Han kalder det kærlighedens skjold, når vi misforstået vil skåne hinanden for de svære tanker, og for at være til besvær. Men bliver der ikke sat ord på besværet, efterlader man den døende isoleret med følelsen af at være til besvær.

I stedet skal vi vende skjoldet om og bære hinanden på det i fuld åbenhed og synlighed, ligesom vikingerne bar de sejrende frem på skjolde. Som nu en datter, der til sin uhelbredeligt syge mor sagde: Ja, mor, selvfølgelig er du til besvær. Men du er min mor – så du må faktisk godt være til besvær. Glædelig påske – og mere besvær!

Laura Hattens: Bag forhænget. Interview med hospitalspræst Christian Busch. Weekendavisen 14. februar 2025.

Maria og Jesu discipel ved korset, jfr. Johannes-evangeliet 19, 26-27: Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn. Derpå sagde han til disciplen: Der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Udsnit af alterbilledet i Esajas Kirke. Joakim Skovgaard 1914