Joakim F. Skovgaards glas-altertavle

Joakim F. Skovgaards glas-altertavle i Esajas Kirke.

I Esaiaskirken på Østerbro i København har man adskillige ting at være stolt af. En af dem er tre mosaikvinduer, udført af maleren Joakim Skovgaard. Tilsammen udgør de en elegant og smuk alterudsmykning – Skovgaards første og indtil da største glasmosaik.

Motivet er Jesu korsfæstelse på Golgatahøjen udenfor Jerusalems mure. Over korset skjuler to engle ansigtet i sorg over hvad, der er sket.  Jesus har netop råbt de forfærdelige ord ”Elí, Elí! lemá sabaktáni?” – ” Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”. Hans hvide legeme er vinduernes centrale lyskilde.  Vi er i den 9. time, da der var mørke over jorden, som skælver og slår revner. Den blide rosa aftensol viger for dybt gråviolette skyer. Bag korset flænges himlen af lynild. Jomfru Maria og Jesu unge discipel, Johannes, søger trøst hos hinanden på korsets højre side. Til venstre er en soldat på vej hjem mod Jerusalem til hest, og i baggrunden følger andre soldater. Vagten er ovre. Den korsfæstede er død.

Altermosaikkens donator var Oscar Hirschsprung, en søn af den store jødiske kunstmæcen og tobaksfabrikant, Heinrich Hirschsprung, der stod bag museet i Stockholmsgade. Heinrich Hirschsprung døde i 1908, tre år inden museets indvielse og seks år, før Skovgaards altermosaik kom på plads i Esajaskirken. O.H. var udset til at føre tobaksfirmaet videre. Som sin far var han en dygtig administrator og glad for kunst.

Oscar Hirschsprung anmoder i et brev 26/6 1912, tre måneder før Esajaskirkens indvielse 29/9 1912, Joakim Skovgaard om at skabe en altermosaik til kirken. Skovgaard har andet arbejde, der først er færdigt til oktober (genmalingen af loftet i Viborg Domkirke), skriver han tilbage, men han er villig til at påtage sig opgaven, hvis det bliver sammen med glarmester August Duvier i København, så han selv kan følge processen.  Slutteligt forhører Skovgaard sig om, hvorvidt Hirschsprung ønsker et bestemt motiv til altermosaikken.

Det gør Hirschsprung og foreslår i brev 28/6 Skovgaard at anbringe, den gammeltestamentlige profet Esajas, som kirken har navn efter, på den ene side af Kristus og den kristne apostel Paulus, på den anden, som et udtryk for Den gamle og Den nye pagt.

Skovgaard udarbejder en skitse, som Hirschsprung approberer, og udfører mosaikken sammen med glarmester Duvier efter O.H.s dessiner.  Af egen drift har Skovgaard afbildet Kristus som korsfæstet og selv tilføjet to skriftsteder: Til Esaias, der skuer ind i fremtiden, skriftstedet Es. 53, 4-5, ”Men det var vore sygdomme, han tog, /det var vore lidelser, han bar;/og vi regnede ham for en, der var ramt, /slået og plaget af Gud. / Men han blev gennemboret for vore overtrædelser/og knust for vore synder”.

Og til Apostlen Paulus, der peger op mod den korsfæstede, har han tilføjet skriftstedet, Ef. 2,14: ”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os”.
Både den korsfæstede Kristus og profeten Esaias udfører Skovgaard efter forlæg fra sin udsmykning i Viborg Domkirke. Her er der dog ingen bibelcitater.

Men hvorfor er de glasmosaikker, vi ser i dag, ikke sådan, som Skovgaard havde skitseret, og sådan som de tog sig ud ved opsættelsen af altermosaikken i 1913?

En hektisk korrespondance med seks breve i mellem 20/9 og 2/10 1913 giver i det mindste en del af svaret. Her kan vi nemlig følge gemytternes uoverensstemmelse. Hirschsprung er på ingen måde tilfreds: ”De ved, at jeg ikke har været helt glad ved Ruderne i Kirken”, skriver han, ”Midtervinduet, synes jeg, er helt godt (hvad Compositionen angår). Derimod kan jeg ikke forsone mig med de to figurer – Esaias og Paulus. Jeg synes de skader Compositionens Helhedsvirkning – jeg ved godt, at det er mig, der har Skylden. Hvis det er muligt, beder jeg Dem om at forandre de to Sidevinduers nederste Del, således at Jerusalems Mur fortsættes til begge Sider. For øvrigt således som De selv maatte anse Compositionen for bedst.” Hirschsprung slutter brevet med håbet om, at Skovgaard ikke ”tager mig denne Sagens Vending ilde op”. Men det gør Skovgaard faktisk. Af blyantskommentarer i brevets margen fremgår det, at han har videresendt Hirschsprungs brev til vennen og kunsthistorikeren Karl Madsen, som også undrer sig: ”over det mærkelige dokument”.

24/9 foreslår Hirschsprung så en helt ny komposition, hvor profeten Esajas og apostlen Paulus fjernes, Jerusalems mur bliver ført igennem alle tre vinduer, og jomfru Maria støtter sig til Johannes på korsets højre side, medens en soldat rider ud af billedet til venstre, og soldater ses på vej tilbage hinsides Golgata. ”Der vil på denne Maade være en større Helhed i Compositionen”, skriver han.  Skovgaard svarer, at disse rettelser jo ikke bliver gratis. Oprindelig havde han sugeret udarbejdelsen af altermosaikken til 1000 kr., nu må han forlange 1800 kr. for sit arbejde, og kartonen skal grossereren ikke regne med at få gratis. Den koster 200 kr. oveni. Dette behager på ingen måde O.H., kan vi læse af brevet 2/10.

Hirschsprungfamilien og Museets første direktør, kunsthistorikeren Emil Hannover, var glade for Joakim Skovgaards kunst: En hel sal var indrettet med Skovgaards kartoner til den bibelhistoriske udsmykning i Viborg domkirkes sideskibe. Skovgaard leverede også oplæg til museets ind- og udvendige udsmykning, bl.a. forhallens mosaikgulv med tobaksplanten, det oprindelige bomærke for tobaksfirmaet før den springende hjort: Hirschsprung.

Vi ved, at familien Hirschsprung havde en udviklet æstetisk sans og fulgte med i deres kunstnervenners og -protegeers arbejder fra et tidligt stade, så det er meget muligt, at den første version af altermosaikken virkede rodet og overlæsset i Esaiaskirkens renfærdige rum.

Men den virkelige årsag til Hirschsprungs underkendelse af den første altermosaik, tror jeg, skal søges i Skovgaards brug af citatet fra Efeser-brevet, som Paulus var afbildet med: ”For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os”- et citat, der normalt udlægges som, at både hedninger og jøder kan forenes i Kristus.
 
Den Hirschsprungske slægt var en genuin jødisk slægt, indvandret under Napoleonskrigene. Men til sin fars sorg konverterede Oscar og hans kone, Asta, født Cohn, til kristendommen i 1898, hvad der hindrede Oscar i at overtage tobaksfirmaet efter sin far (p.g.a. firmaets forretningsforbindelser indenfor det mosaiske trossamfund, hed det sig). 

Skovgaard, der som en god grundtvigianer var bibelstærk, har nok udtrykt sig lidt vel konkret og - naivt drillende - med dette citat. For det var næppe Hirschsprungs mening, at udsmykningen i Esajaskirken skulle ses, som om han, den omskårne jøde, var ”krøbet til korset”. Han var både medlem af kirkens styrelse, dens kasserer og en trofast kirkegænger. Og derfor lå det ham nok på sinde, at citatet blev fjernet, selvom den begrundelse, han fremførte, ikke var helt oprigtig. Også i 1913 var spørgsmål om trossamfund følsomt.

Der er til gengæld næppe nogen tvivl om, at den jødiske og den jødekristne donator skænkede både korsfæstelsesmosaikken og den store kunstsamling af taknemmelighed til den kristne kirke og den danske stat.

Som et kuriosum kan det bemærkes, at Skovgaard i Esaiaskirken ikke, som det var skik tidligere, har afbildet donatoren, O.H., men sig selv, stående ved korset nedenfor Maria og Johannes.

Af Anne-Mette Gravgaard, kunsthistoriker og præst