af sognepræst Pia Søltoft

Mange ministre maner til åndelig oprustning for tiden. Men hvad er ånd egentlig for en størrelse og hvad har det med kirken at gøre?

Pinsesøndag fejrer vi at Helligånden, Talsmanden, sendes til jorden. Men ånd har altid været dét, der kendetegner os mennesker frem for andre dyr. I skabelsesberetningen hører vi, at Gud blæser livsånd ind i mennesket, han skaber og sådan blev vi levende væsener. Det er en poetisk og selvfølgelig ikke en naturvidenskabelig forklaring på menneskelivets opståen. Det er en fortælling, der skal illustrere at det særegne ved det at være menneske er at være ånd. Ikke at have ånd, men at være det.

Søren Kierkegaard siger det på følgende måde: Mennesket er en syntese af sjæl og legeme båret af ånd.

Ethvert menneske har en række legemlige behov. Behovet for mad og drikke, varme og husly. Og en række sjælelige behov, som vi under et kunne kalde behovet for kærlighed og meningsfuldhed. Og så er der ånden, vores livsånd, som er det, der holder sammen på de to former for behov og gør os til et helt menneske, gør os til netop den vi er.

Ånden i os mennesker, livsånden, er det ved os der gør, at vi selv skal tage livet på os, forme det, fylde det med alt det, der tjener til livets opretholdelse fysisk såvel som sjæleligt.

Ånden i os er den instans, der gør os til selvstændige væsener, der er mere end behovsstyrede, fordi vi selv bestemmer, om, hvordan, hvornår og på hvilken måde, vores behov, legemlige som sjælelige, skal opfyldes.

Helligånden er noget andet end den livsånd, der bor dybt i ethvert menneske. Men Helligånden taler til vores livsånde. Helligånden er den instans i den treenige Gud, der også er Fader og Søn, der sørger for, at vi tør tro på og give os hen til det hellige. Til alle de ting, vi ikke kan måle og veje, bevise og gøre nyttige.

Derfor er det Helligånden, der skaber troen i os og derfor er det Helligånden, der får os til at bygge kirker og katedraler, hvor vi kan dyrke troen og fællesskabet om den.

Den livsånd, der bor i os alle, er meget mere end det at trække vejret. Ikke for at forklejne det, åndedrættet, der naturligvis også er livsnødvendigt. Men livsånden er det, der gør, at vi trækker livet med andre mennesker ind som en naturlig og nødvendig del af det at være til i verden og derfor kunne man sige, at det er, når vores livsånde mødes af Helligånden at vi finder sammen i det fællesskab, som den kristne kirke udgør over hele verden.

Kirken er et fællesskab, der udelukkende er blevet til på baggrund af Helligåndens virke, når den har ramt livsånden i det enkelte menneske. I trosbekendelsen lyder det i den tredje trosartikel:” Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”

I den kirke Helligånden er ophav til er vi fælles om at give os hen til en tro på alt det vi ikke kan måle og veje, men alligevel erfarer dagligt. Kærligheden, fællesskabet, meningsfuldheden, tilgivelsen og sidst, men slet ikke mindst, den fred der ligger i, ikke selv at skulle skabe noget eller skabe sig.

Når det poetisk i Apostlenes Gerninger beskrives hvordan Helligånden pinsemorgen med en lyd som af et kraftigt vindstød kom over alle og at det var som om tunger af ild viste sig for dem og de begyndte at kunne tale sammen selv om de forsamlede kom fra mange forskellige steder og derfor talte forskellige sprog, så er det et forsøg på at beskrive, hvordan det fællesskab kirken udgør er et inkluderende fællesskab, hvor man ikke behøver at have samme modersmål, men hvor man er fælles om tilgivelsens vidunder.

I pinsen har vi fejret at den livsånd, der er i os alle, er blevet mødt af Helligånden så vi sammen har skabt kirker og katedraler, hvor dette fællesskab trives. Det er den eneste åndelig oprustning kirken kan levere og det har den gjort siden den første hjørnesten blev nedlagt.