af Pia Søltoft, sognepræst

I det forrige nummer af kirkebladet skrev jeg lidt om de syv dødssynder. Vrede er en af dem. Og måske mere aktuel end nogen sinde, når vi ser på forholdet mellem Ukraine og Rusland.

Alle kender til vrede. Vrede er en primærfølelse og opstår som regel, når noget forekommer os at være provokerende, skræmmende eller uretfærdigt. Så taler vi om retfærdig vrede og den er der bestemt ikke noget galt med. Det er når vreden bliver en grundstemning, der ganske tager magten fra os, at den udvikler sig til den last, som dødssynden vrede udgør.

 At vrede betegnes som en dødssynd skyldes altså ikke følelsen vrede.  Denne form for vrede sidder i reptilhjernen og kan ikke styres af dyden barmhjertighed, som udgør midten mellem vreden og godtroenheden, som er den anden last.

Vrede som dødssynd er derimod en fundamental ødelæggelse af forholdet til andre mennesker. Her er vreden ikke længere en reaktion på noget udefra kommende, men en korruption af ens karakter. Det viser sig ved, at man grundlæggende tror det værste om andre mennesker.

Mistroen er en meget almindelig konsekvens af vreden som last og derfor en af dens almindeligste skikkelser. Når mistroen griber om sig, bliver der tale om en holdning, der får vreden til at ødelægge både ens selvforhold og forholdet til andre mennesker generelt.

Man behøver ikke at være vred over noget konkret. Man kan godt være vred over noget grundlæggende; ens tilværelses beskaffenhed, ens liv hjemme, på jobbet, og måske er man tillige vred over, at man ikke magter at gøre noget ved det, man er vred over. Her har man fanget sig selv i vredens onde cirkel. Og denne eksistentielle vrede vil man som oftest rette et andet sted hen, typisk mod mennesker, man er tæt på: Familie, venner, kollegaer, medarbejdere eller landet lige ved siden af, der gerne vil være medlem af NATO....

Her ændrer vreden ens karakter mere grundlæggende, så man grundet den bærende utilfredshed med sig selv, sit liv, sit land, sin ledelse, lader denne utilfredshed gå ud over alle andre som vrede. Man bliver måske let opfarende, arrig, hidsig, skælder og smælder, er isnende perfid eller passiv aggressiv. Nu er vreden blevet et karaktertræk. På samme måde som dyderne kan danne ens karakter på en positiv måde, så man bliver et ordentligt menneske, kan lasterne misdanne ens karakter så man bliver et forkasteligt menneske. Vreden vrider så at sige ens karakter af led, så man viser sig fra sin værste side. Når man er vred, er man uforsonlig, men når vreden har vredet ens karakter helt om, bliver man tillige ubarmhjertig. Man lader ikke ”nåde gå for ret”. Et gammelt udtryk, der betyder, at man tillader sig at vise barmhjertighed.

At give udtryk for en retmæssig vrede på en passende og konstruktiv måde er naturligt og nødvendigt for ethvert menneske og også for en statsleder. Men at lade sig styre af vreden og benytte den som et ledelsesværktøj for at skabe respekt omkring sin person er forfejlet og ynkværdigt. Hvis man har behov for at puste sig op med vredens varme og true med krig og ødelæggelse er det fordi ens karakter er lille og uudviklet. Som last er vrede derfor det værste ledelsesværktøj. En grundlæggende vred statsleder skaber frygt og fortielser og gør verden til et usikkert sted at være. 

Leningrad, oktober 1942 (RIA Novosti archive, image #216)