af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Kvinden på maleriet har nået et højtliggende plateau i en alpin egn, ikke en tinde af den slags der rager op i skyerne og som kræver specialudstyr, men dog et afsidesliggende sted over trægrænsen, hvor kun græs kan gro: et mål for den raske bjergvandrer. Hun støtter sig til sin vandrestav i en art energisk hvilestilling, og med venstre hånd i hoften har hun vendt sig om for at betragte det landskab, der nu åbner sig under hende. Granerne længere nede i dalen kaster lange skygger; de tegner sig skarpt mod det grønne, og som hendes egen slagskygge og som hattens skygge fortæller de om den lave sols styrke. For kvinden som for træerne og græsset er sollyset en kilde til liv: hun, de og det bader sig i det, nærer sig ved det, vokser med det, lader op.

J.F. Willumsens store maleri ”En bjergbestigerske” hænger på SMK i en version fra 1912. Men tilbage i 1904 malede han den første version, der i 1908 blev ophængt på Hagemanns kollegium, hvor det hænger i kollegiets dagligstue, ikke langt fra kunstnerens ”En fysiker”. Begge de to malerier på kollegiet handler om lys, ikke et religiøst lys, ikke den kirkelige malerkunsts lys, men ’alnaturens’ livgivende og helbredende lys.

”En bjergbestigerske” inkarnerer en tro på en livskraft som det samlende princip i det levende, i mennesket og i naturen, en livskraft som er større end summen af mekaniske forhold i en given organisme. Dette kaldes ofte for vitalisme. Kunstnere, der dyrkede vitalismen, kunne lade denne overbevisning komme til udtryk i fremstillingen af sunde, ofte nøgne kroppe, struttende af vækst, livsmod og styrke, noget som især i 1930’erne kunne få dystre ideologiske overbygninger, ikke mindst når det blev koblet til tidens pseudovidenskabelige raceteorier og ideer om racehygiejne. Modbilledet til det livskraftige menneske og den uspolerede natur kunne da være storbylivets dekadence, materialistiske livsførelse og generelle urenhed. Willumsens maleri befinder sig slet ikke i den ende af skalaen. Kvinden på billedet udstråler fysisk og mentalt overskud – hun har trods alt klaret turen op ad bjergsiden uden den store kraftanstrengelse – men hendes blik, hendes klassiske positur, kroppens elegante vridning og farvernes spil i kappens tunge stof har intet ’fascistisk’ og overstrålende over sig. Man ville snarere sige, at kvinden befinder sig i en tilstand af balance og harmoni med den natur, hun har indtaget et hjørne af. Hun har vandret gennem landskabet med sin stærke krop, og nu, hvor plateauet er nået og hun kan nyde det storladne skue, lader hun sig omfatte af den natur, hun er indlejret i. Det er som om, hun selv er blevet et landskab, et kroppens og sindets landskab, der ligesom den omkringliggende bjergegn får form og kontur i kraft af lyset.

Særlig interessant og ekspressivt bliver maleriet, når man ser på farverne. Tænker man, at Willumsen her er naturalist, så må man tænke om igen. Træernes skygger er blå og violette, grønsværen grønnere end grøn, og alene i kvindens ansigt udfoldes en rig palet af brunlige, gullige, violette og røde nuancer malet op med de samme grove penselstrøg som græsset, træerne, bræen, bjergsiderne og de tunge skyer over den højere tinde.

Willumsen var i disse år stærkt optaget af El Greco, den græsk-spanske 1500-talsmaler, som satte helt egne standarder for ekstatisk-religiøst maleri, og hvis særegne ekspressionisme blev genopdaget i starten af 1900-tallet. Af El Greco lærte han, at lyset og farven, i lige så høj grad som motivet, er maleriets bærende virkemidler. I ”En bjergbestigerske” ser vi en kvinde, som har tilegnet sig landskabet – hun er slet og ret blevet som landskabet – og som netop i og med lyset har forbundet sig med noget, der er større end hende selv.

J.F Willumsen: En bjergbestigerske, 1912. Statens Museum for Kunst