Om Salvador Dalis Kristusbillede – og prisen for fred og frihed

Af Michael Hemmingsen, sognepræst

I Berlin kunne man allerede i forsommeren 1945 igen gå i teateret og til koncert, selvom to tredjedele af byen lå i ruiner og livet foregik blandt dynger af murbrokker. Viljen til ånd og inspiration overgik sulten, sygdommene og de sønderbombede huse. Glæden ved friheden og freden trumfede sorgen over krigens gru og alt for mange døde. En livsglæde en vilje til civilisation, som er værd at huske den i denne alvorlige tid. Også Europa kan – stik imod hvad mange overhovedet troede var tænkeligt – trues alvorligt på fred og frihed. Det kan vi se af invasionen i Ukraine.

At leve med den lidelse, uretfærdighed og død, der ikke kan gøres ugjort – uden at resignere, men i stedet beholde modet og viljen til civilisation og frihed. Det er indbegrebet af den kristne påske med Jesus’ død og opstandelse.

Maleren Salvador Dalí har malet et anderledes billede af Kristus på korset. I stedet for at stå på Golgata ved Jerusalem er det flyttet op i himmelrummet. Fra henrettelsespladsen til universet. Fra en bestemt tid til alle tider. På korset hænger den korsfæstede med sænket hoved, men budskabet er: end ikke der var han overladt til sig selv af Gud. Bag korset er der buldrende mørkt, men på Kristus falder der et kraftigt lys skråt oven fra. På samme måde udgår der lys fra korsets fod, ud over den verden, vi ser åbne sig i bunden af billedet: Bjerge i baggrunden, en sø med fiskere og både i forgrunden, - som en morgen fuld af ny energi og nye muligheder. En genfødt verden med fred og frihed til at tage livets gaver og opgaver på sig. Maleren lader os se den korsfæstede i Guds perspektiv. Med Gud Faders øjne ser vi på Sønnen. Han er ikke ladt alene. Han er omgivet af det lys fra Gud, som end ikke gudsforladthedens mørke kan få bugt med. Og med Guds øjne ser vi på vor verden, som den tager sig ud for Gud, når han ser den i lyset fra den korsfæstede. Sådan kommenterer professor Theodor Jørgensen billedet, og fortsætter med spørgsmålet om, hvorfor Guds Søn skulle dø: For at sige os, at intet kan skille Guds elskede verden fra Guds kærlighed…Jesu død er ensbetydende med, at Gud er trængt ind i ondskabens og dødens magtcentrum og har sprængt det indefra….Jesus elskede verden med Guds ubetingede og kompromisløse kærlighed. Den kan aldrig gå på akkord med det onde og derfor heller ikke besvare det onde med ondt. Det indebærer lidelse. Den kompromisløse kærlighed er sårbar. Den kan blive det ondes og dødens offer. Men den besejres aldrig af dødens og ondskabens magter. Det har vi Guds ord for i Jesu død og opstandelse. Og det ord vil give os mod til at elske med den samme kærlighed, som Gud elsker verden med, på trods af alt det her og nu, der sætter sig op imod og fornægter denne kærlighed. For det er den, der har Guds fremtid for sig.

Christ of Saint John of the Cross, Salvador Dali, 1951