02/07/2024 0 Kommentarer
Missionsbefalingen
Missionsbefalingen
# Præstens klumme
Missionsbefalingen
Af sognepræst Pia Søltoft
”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt. 28,18-20).
Vi hører missionsbefalingen hver gang, der er dåb i kirken og den er også evangeliet, der prædikes over 1. søndag i trinitatistiden. Men hvad vil mission egentlig sige?
I dag forbinder mange ordet mission med et lidt for fromt og alt for forældet verdenssyn, ja, måske endda med kolonialisering, indoktrinering og udbytning,
De, der har læst eller set filmatiseringen af Jakob Ejersbo Liberty er nok blevet bestyrket i denne kritiske indfaldsvinkel til mission.
Men mission er egentlig blot det latinske ord for en opgave, man har fået givet og er udsendt til at opfylde.
Kristen mission er ganske enkelt at forkynde evangeliet, hvor og når det er muligt. Men hvordan gør man det uden at blive beskyldt for overgreb? Uden at blive skudt i skoene at man placerer religionen alt for centralt i det offentlige rum? Eller uden at man bliver angrebet for at være kritisk overfor andre religioner? Ja, hvordan gør man det uden at krænke nogen, der tror på noget andet eller slet ikke tror på noget?
Ja, det gør man ganske enkelt ved at opfatte kristendommen som en livsanskuelse: en særlig måde at leve sit liv på. Kristendommen er ikke en lære, der skal doceres og som man skal forsøge at overbevise andre om gennem fornuftige argumenter. Og naturligvis hverken kan eller skal man tvinge andre til at tro på noget, hvis de ikke vil.
Men det betyder ikke, at man ikke selv er forpligtet på at leve efter det man tror på. At lade det give sig til kende i den måde, man lever sit liv på.
Kristendommen er en livsanskuelse, der bygger på tro, håb og kærlighed. Mission er at implementere disse værdier i måden man lever sit liv på og måden man behandler andre mennesker på og dermed missionere gennem eksemplets magtfulde kraft.
Derfor er mission for det første at lade troen vise sig som tiltro til verden og andre mennesker og undgå mistroiskhed og misundelse.
For det andet er missionen at lade håbet bære udsynet til fremtiden og tro på det godes mulighed for en selv såvel som for alle andre. Aldrig at opgive et andet menneske. Og selv om klimakrisen truer, så betyder håbet, at man ikke må give sig fortvivlelsen i vold. Ikke fordi man er naiv eller handlingslammet, men fordi man holder det godes mulighed åben. Og for det tredje er mission at lade kærligheden gennemtrænge forholdet til dem vi elsker særligt, men også forsøge at elske den fremmede og fjenden, den dovne såvel som den driftige. Ja, missionen er at vise, at man ikke lader sig styre af nid og nag, vrede og hævn, men af villigheden til at se det bedste i den anden.
Kommentarer