Af sognepræst Pia Søltoft

Selv om vi ofte taler om samvittigheden som vores egen personlige ejendom og siger min samvittighed, er samvittigheden ikke et lukket kredsløb, hvor det enkelte menneske i enrum taler med sig selv. Samvittighedens stemme er godt nok subjektiv, fordi vi i samvittigheden konfronteres med vores valg og handlinger og vores eget forhold til disse. Men samvittigheden er også inter-subjektiv. Samvittigheden udgør et fælles etisk rum

Samvittigheden er stedet, hvor jeg tager mig tid til at stille spørgsmål som: ”Var det det rigtige, jeg gjorde?”, ”Kunne jeg have handlet anderledes?” eller måske fastslår jeg blot beskæmmet: ”Det kunne jeg ikke være bekendt!” For som oftest hører vi mest til samvittigheden, når den dømmer os. Den dårlige samvittighed er desværre langt mere almindelig end den gode samvittighed, hvor vi roser os selv for en eller anden indstilling eller handling.

Men ligegyldig om samvittigheden er god eller dårlig, så er det karakteristisk, at vi altid henviser til den, som vores egen personlige besiddelse. Samvittigheden er derfor på den ene side altid min. Men alligevel er samvittighedens rum ikke hermetisk lukket omkring hver enkelt af os. I samvittigheden forholder vi os nok til os selv som en konkret, unik person, der reflekterer over sine egne indstillinger og handlinger. Men i og med vi forholder os til os selv i samvittigheden forholder vi os samtidig til en fælles etisk norm. En norm, vi ikke selv har opfundet, men som taler til os og i os og som gør, at mine samvittighedskvaler også er forståelige for en anden. Samvittighedens rum er derfor i og for den enkelte, men det er samtidig et rum, der så at sige gentages i andres bevidsthed og derfor er samvittighedsspørgsmål alment forståelige.

Og det er derfor, at man ikke kan sige, at samvittighedens stemme blot er min egen stemme. Det latinske ord conscientia betyder både ”at vide med” og ”samvittighed”. Men hvem er det egentlig, man ved noget sammen med i samvittigheden? Det mest nærliggende svar ville vel være, at man ved noget sammen med sig selv. At samvittigheden er stedet, hvor man så at sige diskuterer med sig selv, inden man handler: ”skal – skal ikke?”. Og igen efter man har handlet: ”Var det godt eller skidt, hvad jeg gjorde?” Set i det lys opfattes samvittigheden som et refleksivt samtalerum. Men man kunne også opfatte samvittigheden som en samviden med Gud. Hvis samvittighedsspørgsmål var spørgsmål, jeg blot afgjorde med mig selv, ville alle mine etiske beslutninger være subjektivistiske. Min etik kunne være en hel anden end din. Men det kan ikke passe. Man kan ikke have sin egen etik lige som man ikke kan have sit eget sprog. Både sproget og etikken forudsætter at vi har en almen forståelseshorisont. Nok handler vi altid som selvstændige subjekter, når vi handler etisk, men i og med at samvittigheden betegner en samviden med noget der er større end os, en stemme der er alment tilgængelig, så åbnes adgangen til et større fællesetisk rum: I samvittigheden ved man ikke noget alene, men sammen med andre. Det er dét, henvisningen til Gud skal sikre. Og derfor kan man faktisk stole på sin samvittighed. Når man tager tiden til at lytte hører man en stemme, man godt kender, en stemme, der har fulgt en hele livet, en stemme, der råder og retter, men også tilgiver og letter.