Af sognepræst Pia Søltoft

Fastelavnssøndag er mere end udklædte børn, katten, der slås af tønden og boller med glasur og creme. Fastelavnssøndag døbes Jesus af Johannes og det har givet mig anledning til at skrive lidt om dåben. Dåben er det vigtigste sakramente i den protestantiske kirke. Vi har kun to sakramenter, dåben og nadveren. Nadveren gentager vi hver søndag. Man plejer at kalde naveren kærligheds- eller fællesskabsmåltidet. At gå til alters er noget vi gør sammen, søndag efter søndag.

Dåben skal ikke gentages. Man bliver kun døbt én gang, men dåben virker for evigt. Man kan aldrig miste sin dåb. Man kan godt efterfølgende melde sig ud af kirken, men sin dåb kan man ikke blive af med. I dåben indlemmes man i Guds rige og den kristne menighed. Guds rige er ikke et vindomsust sted i skyerne, men er midt iblandt os.

På Jesus tid praktiserede man voksendåb. Nu er det mest almindelige barnedåb. Hvad end man er voksen eller barn bliver man døbt i Faderens, Sønnens og Helligånden navn med tre håndfulde vand. Vandet vasker symbolsk synden bort. Den synd der vaskes bort i dåben, er ingen konkret overtrædelse af noget. Det man ofte kalder arvesynd, er ganske enkelt den tendens alle vi mennesker har, til at gøre det forkerte, selv om vi godt ved, hvad der er det rigtige. Synden er, at vi er fejlbarlige som mennesker. Det er en tendens intet menneske kan sige sig fri for. En tendens der typisk viser sig ved, at vi sætter os selv først, at vi er selvoptagne, og først i anden omgang tænker på, hvad vi kan gøre for andre.

At denne synd vaskes væk i dåben, betyder desværre ikke, at den døbte fremover, vil opføre sig eksemplarisk og intet forkert foretage sig. Men det betyder, at tilgivelsen for det ikke at være, som man burde, allerede er givet på forhånd. Det betyder at den nulfejls kultur, der gælder mange steder i dag, ikke gælder i Guds rige, som er midt iblandt os døbte.

Tilgivelsen er ikke en sovepude, der giver en ret til at opføre sig utilstedeligt, blot fordi man er døbt, men en anerkendelse af, at ligegyldigt hvor galt, vi måtte opføre os, ligegyldig hvor mange hvidvaskskandaler, et menneske tager del i, hvor mange klap i numsen, det uddeler som chef, hvor mange klimakonventioner det overtræder, så bliver det ved med at være et menneske, Guds barn, hans tilgivne.

Derfor er dåben og den tilgivelse man der modtager særlig vigtig at tale om i en tid som vores. Vi lever i en tid, hvor det forekommer uendeligt vigtigt at få placeret ansvaret og skylden, skammen og straffen så hurtigt som muligt. Naturligvis skal forkert eller ulovlig adfærd straffes. Men den straffede, den fejlbarlige bliver ved med at være et menneske. Det er dét tilgivelsen betyder og det er dette samfund, hvor fejlbarligheden går side om side med kærligheden og tilgivelsen, at man døbes ind i.