af Mikkel Bogh, tidligere direktør for Statens Museum for Kunst

Lyset formelig vælter ind fra højre i det enorme maleri og synes at bære Kristusskikkelsen frem mod de lyshungrende døde. Lyskilden er dobbelt, måske endda tredobbelt: Det er Faderens, Sønnens og Helligåndens lys, hvilket som bekendt kommer ud på et. Virkningen har fra starten været overvældende. Med sine næsten 4 x 5 meter er Joakim Skovgaards værk Kristus i de dødes rige nok det største i SMKs samling. Ved den første offentlige visning på Den frie Udstilling i 1894 gjorde det et stort indtryk på de besøgende ved sin larger-than-life-fremtoning, sin umisforståelige symbolik og en voldsom stoflighed, som betød, at det ud over at være et godt motiv i en folkelig fortælletradition også var en malerisk inkarnation af en fortælling. Andre blev dog frastødt. Skalaen, patossen og den mærkelige blanding af moderne kolorisme og træk fra akademisk historiemaleri fik nogle kommentatorer til at fordømme det som udansk. Småt var nu engang godt. Nede på jorden var godt. Ikke himmelsk lys og helvedes flammer. I 1911 blev maleriet endelig erhvervet af SMK. Her hang det fremme indtil 1965, hvor det blev rullet sammen og kom på magasin. Nu er det oppe igen.

Det er ikke bare Kristus, der melder sin triumferende entré i dette limbo, hvor de angrende sjæle med Eva i front længes efter lys og udfrielse. Det gør farverne også. Farverne kommer med lyset. Skovgaard har således oversat billedets grundtema, lysets sejr over mørket, til maleriets sprog, hvor det bliver farvernes fortrængning af det monokrome og farveløse, som bærer fortællingen. Man kan se et element af ekspressionisme i denne farvehåndtering, ti år før nogen tænkte på ekspressionisme som bevægelse, men til gengæld samtidig med at Edvard Munch malede Skriget, Kysset, Madonna, Aske og andre af de nu så berømte malerier, der indvarslede en ny intens retning i det nordeuropæiske maleri, som Skovgaard og Willumsen på deres egen måde blev en del af. I dag hænger Skovgaard og Hammershøi i samme sal på SMK, og de er da også beslægtede og forbundne som del af et åndeligt gennembrud i dansk kunst, der blandt andet ledte til dannelsen af Den frie udstilling i 1891. Og dog kunne de ikke befinde sig længere væk fra hinanden. Det er som om Skovgaard blæser den hammershøiske stilfærdighed omkuld med sit brag af et indtog – også et indtog for et nyt religiøst maleri i Danmark.

  Skovgaard havde læst og kigget i mange retninger for at få inspiration til sin fremstilling af Kristus’ nedstigning i underverdenen på påskelørdag. Thorvaldsens Kristus i Vor Frue Kirke har uden tvivl været et forbillede. Skovgaards Kristus ligner Thorvaldsens genopstandne Kristus steget ned fra sin sokkel, nu med armene hævet over hovedet i den korsfæstedes frelsende gestus. Den primære litterære kilde til maleriet var N.F.S. Grundvigs digt ”I Kvæld blev der banket på Helvedes Port” fra 1837. Grundtvig har i digtet antydet farvernes opdukken i helvedesmørket, idet Eva møder Kristus: ”med dejlige farver i krone-gestalt / sig danned om Eva en bue”. Skovgaard har brugt dette billede og indoptaget det i sin kolorisme, dels i form af den glorieagtige bue omkring Evas hoved, dels gennem den større himmelbue i baggrunden, som forbinder Eva og Kristus. Disse farvebuer er som broer, hvorpå de fortabte sjæle kan vende tilbage til lyset med Frelseren i spidsen.