af sognepræst Pia Søltoft

Vi har netop fejret Allehelgen. Der er tradition for at vi i Esajas Kirke læser navne op på dem, der er blevet bisat eller begravet fra kirken. Det gør vi for at erindre de døde. For det er i vores erindring, at vores afdøde lever videre for os. Det ved vi, for dér møder vi dem ofte.

Og vi tror at de lever videre et andet sted, som vi ikke kender og ikke kan forstå, et sted som hverken er her eller der, men hinsides.

Hinsides er et gammelt ord. Men det er et meget præcist ord. Hinsides er hverken himmel eller helvede, paradis eller dødsrige. Men det er jo heller ikke rigtigt steder.

Himlen begynder ingen steder. Og ender heller ikke. Det samme gælder dødsriget, eller det sted, vi tror vi vil møde vores afdøde. For det er jo ikke et sted i fysisk forstand. Hvad det er, kan være svært at sige.

Selv om vi alle hver især ved, at vi på et tidspunkt skal dø, så tror vi det ikke. Og selv om vi alle hver især måske tror at Gud findes, så ved vi det ikke. På den måde har Gud og døden det tilfælles at begge dele er lige ufattelige for forstanden: ”Det er for underfuldt til, at vi forstår det, det er så ophøjet, at vi ikke fatter det”, som det lyder i salme 139 i Det Gamle Testamente.

Grænsen mellem det rationelle, det vi kan forstå og forklare og det ikke-rationelle, det vi tror og erfarer, men ikke kan forklare, er næsten lige så absolut, som grænsen mellem livet og døden.

Livet efter døden kan ikke bevises – men det kan heller ikke modbevises. Ingen videnskabskvinde eller mand kan med sikkerhed fastslå, at der ikke findes et liv efter døden – et liv hinsides.

Hinsides er en beskrivelse af noget, der hverken er her eller der. Når man som levende tænker over det hinsides, så tænker man netop over et ”sted”, man endnu ikke er. Man kan altså ikke befinde sig hinsides, fordi hinsides afgøres af, hvor man selv er.

Poetisk udtrykt er hinsides der, hvorfra morgenrøden udstrækker sine vinger. I den samme salme, jeg citerede fra ovenfor, lyder det:  ”tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!”

Og derfor kan vi tage afsked med vores døde, lade dem fare afsted på morgenrødens vinger, med et lille ”vi ses igen”, selv om vi ikke kan forstå hvordan og hvorhen de farer.

Men der er jo mange ting vi ikke kan forklare, som vi alligevel holder for sande; kærlighed, bevidsthed, liv eller bare noget så dagligdags som tyngdekraften. Vi ved hvad den er og hvad den fører til, men vi ved ikke, hvorfor den er her.

Hinsides er et sted, der er uden for tid og rum. I hvert fald for den, der opholder sig der. Hinsides er et sted, der ikke kan forklares.

Men når man som levende erindrer og tillader at et nyt rum åbner sig i ens indre, så får man en slags privilegeret adgang til det hinsides, selv om man endnu ikke selv er der. Det er nemmest at erindre når man lukker øjnene, lader mørket sænke sig i sit indre og vender bevidstheden bagud. I erindringen lever vores døde videre, lige som vi engang vil leve videre i erindringen hos andre.

Når vi erindrer, erindrer vi episoder i vores liv, der er afgørende for os. Erindring og hukommelse er ikke helt det samme. Hukommelsen hæfter sig ved detaljer og faktuelle begivenheder. Erindringen beskæftiger sig med episoder, der har præget os på en afgørende måde. Det kan være møder, ord eller væsentlige livsbegivenheder, der fæstner sig i vores erindring – og så er det selvfølgelig de mennesker, der har haft en afgørende betydning for vores liv, der tillige bebor vores erindring.

Livet består af episoder. Ordet episode forbinder de fleste i dag med afsnit i en serie på Netflix eller HBO. Men en episode er ikke bare et afsnit. En episode betegnede oprindeligt det lille tidsrum mellem korsangene i den græske digtning. En episode er noget der kiler sig ind i noget andet, men står i sig selv som et enkeltstående tilfælde, en afgrænset begivenhed.

Livet, den del af livet, som ikke bare er biologi, består af episoder. En episode befinder sig hinsides en kausal sammenhæng af begivenheder. Den følger ikke af noget, der er gået forud. Og den er heller ikke årsag til det, der måtte følge. Det er episoderne, vi erindrer, når vi erindrer vores afdøde. Og det er episoderne, der gør os til den vi er. Resten er bare fyld. Men episoderne er i sig selv uforklarlige. Det er derfor vi ikke kan få svar på, hvor det hinsides er, men må tro på at det findes og at det er der vi engang skal møde vores kære.

Men indtil det sker, kan vi erindre dem her og nu.

Når erindringen vækkes i os, vækkes de døde til live. Ikke som spøgelser, men som konkrete erfaringer med kærligheden i alle dens skikkelser, over forældrekærlighed, forelskelser, venskaber til de lange ægteskaber.