Af sognepræst Pia Søltoft

Tillad mig at begynde med en advarsel: Man skal aldrig blande naturvidenskab og teologi sammen. Hvis man lader være med det undgår man en mængde misforståelser, blandt andet den sejlivede, at religiøs tro skulle være det modsatte at naturvidenskabelig, evidensbaseret viden. Det er ikke tilfældet. Religiøs tro og naturvidenskabelige fakta har begge deres berettigelse og kan og skal eksistere side og side, for den ene videnskab kan ikke korrigere eller udelukke den anden.

I Det Gamle Testamente finder man to skabelsesberetninger, som begge er skrevet af mennesker for længe, længe siden. De mennesker undrede sig og tænkte meget over den verden, de levede i. Den første skabelsesberetning begynder med ordene: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden” (1 Mosebog kapitel 1). Her beskrives Gud som en arkitekt, der har indrettet verden, så den bliver beboelig for os mennesker. Derfor beskrives alt det, de første mennesker har undret sig over. Og i deres undren mener de at ane et mønster og en sammenhæng i det de ser og det er det, de kalder Gud. At dag følger nat, at det er en himmel og en jord, sol, måne og stjerner, planter og dyr og mennesker er ikke en tilfældighed i følge skabelsesberetningen. Det er sådan set, det eneste den siger.  Den forsøger ikke at være en naturvidenskabelig forklaring på, hvordan verden er blevet til. Og derfor anfægtes den heller ikke af teorien om Big Bang. Den siger blot. Det er ikke tilfældigt det her. Der er en mening bag. Det er den mening, der i begge skabelsesberetninger kaldes Gud.

Den anden skabelsesberetning fortæller, at den himmel og jord, som Gud skaber først, er kold og gold. Der er intet vand og derfor intet liv. Men pludselig bryder en kilde frem og nu træder Gud i karakter som en pottemager og former mennesket af den fugtige lerjord og blæse livsånd i dets næsebor. Dernæst beplanter han som en gartner jorden og overlader ansvaret for dens videre skæbne til mennesket (1. Mosebog kapitel 2 vers 4b). 

Baggrunden for affattelsen af begge skabelsesberetninger er, at der er nogen der har undret sig over, alt det, der er i verden og har tænkt, at der må være en grund til, at tingene er, som de er. De har troet på at der er en større sammenhæng i det hele. Og det er den sammenhæng, de satte sig for at beskrive, så andre, der læser skabelsesberetningen bliver ledt i retning af at se det samme mønster. Men ingen af de to skabelsesberetninger gør krav på at være naturvidenskabelige studier. De har ingen fakta værdi, ingen empiri, ingen dokumentation og kan og skal derfor hverken be- eller afkræftes af naturvidenskaben. Hvis man tror det, blander man tingene sammen og både teologien og naturvidenskaben går langt ud over deres beføjelsesrammer.

Der er ikke noget i Biblen, der giver svar på, hvordan verden rent faktisk er blevet til – det viser alene det faktum, at man har valgt at tage begge beretninger med, selv om de strider imod hinanden.

I den første skabelsesberetning beskrives Gud, der kaldes Elohim, som en ånd, der svæver over en mørk og tom verden og ved sit ord, som en myndig regent, vækker den til live. ”Der skal være lys!” var det første han sagde. Og det blev der. Og så fremdeles med resten af verdens indretning.

I den anden skabelsesberetning beskrives Gud, der kaldes Jahve, som vi ofte på dansk oversætter med Herren, som den der aktivt skaber jord og himmel. Men den verden han skaber, mangler vand og derfor liv. Det kommer først til da en kilde bryder frem og så giver Gud sig til at forme mennesket og derefter verden, som vi kender den.

Det er altså, hvis man slår op på de to første sider i Bibelen, som om Gud skaber verden to gange. Først er verden øde og tom, og Gud svæver over den. Han skaber altså noget af det, der allerede findes. Det betyder, at man i den første fortælling ikke forestiller sig, at der var en gang, hvor der intet fandtes. Man forestiller sig derimod Gud som en slags arkitekt, der indretter verden med himmellegemer, bjerge, planter, dyr og os.

I den anden skabelsesberetning er Gud en slags pottemager, der modellerer jorden og himlen, men i første omgang har glemt at give vandet en central placering. Siden, da vandet bryder frem som en kilde, former han mennesket og resten af verden.

  Begge de to skabelsesberetninger er myter, der er skrevet af mennesker i et forsøg på at finde en orden og en sammenhæng i noget, der allerede er. De er et udtryk for vi menneskers trang til at skabe mening i livet, både vores eget liv og det liv, der omgiver os. Et liv, hvor vi altid er skrøbelige og udsatte, et liv der altid ender med døden. Derfor opstår spørgsmålet: Er vi kastet ind i verden i total tilfældighed? Begge skabelsesberetninger svarer et rungende ”nej” på det spørgsmål. Ikke fordi det kan bevises, men fordi vi mennesker ikke kan holde ud at tænke på at tilværelsen er tilfældig og meningsløs, at livet er vilkårligt og at døden er er endegyldig. Derfor opstår myterne. Både Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente er fulde af myter, men det er kun, hvis man tager myterne bogstaveligt, at de bliver noget vrøvl og sludder. En myte skal aldrig tages bogstaveligt og er aldrig en forklaring på noget som helst. En myte er et forsøg på at beskrive hvilke kræfter, der styrer verden. Myten benytter et sprog, der gengiver disse kræfter på en både poetisk og genkendelig måde. Skabelsesberetningernes beskrivelse af Gud som en majestætisk arkitekt eller en dygtig pottemager er netop forsøg på en sådan gengivelse. Så lad for Guds skyld være med at blande naturvidenskab og teologi sammen!