af Pia Søltoft, fung. sognepræst

Vi har netop fejret Alle Helgens dag. Det er en dag hvor modsætninger mødes. Døden og livet, lyset og mørket. Modsætninger følges altid ad. Og det er der en grund til. Når modsætninger følges ad og stilles op over for hinanden, så tilfører de hinanden betydning.

Det giver f.eks. kun mening at tale om, at noget er mørkt, hvis det ses i forhold til noget lyst. De giver kun mening at beskrive noget som blødt i modsætning til noget, der er hårdt.  Og det giver kun mening at tale om livet og prise det, fordi vi kender døden.

Ja, døden kender vi, og så alligevel ikke. For alle I, der læser dette er jo de levende. Døden kender egentlig kun de døde.

Men vi, de levende, er for en stor dels vedkommende også de efterlevende. Dem, der er blevet tilbage efter at andre er gået bort. Vi er de efterladte. Vi er dem, der har mistet nogen vi elskede til døden.

Alle Helgens dag falder altid på den første søndag i november. Den falder, når bladene er blevet helt gule og røde eller helt har forladt træerne, der så står så underlige grå og afsjælede tilbage.

Alle Helgens dag falder midt i efteråret når mørket og forfaldet indfinder sig og er egentlig indstiftet for at vi kan mindes dem, der er gået bort for længe, længe siden i kristendommens barndom. De, der stod op og kæmpede for, at kristendommen fik lov at være i verden. De første martyrer, den store hvide flok.

Men på Alle Helgens dag erindrer vi også vores egne døde. Erindringer er ofte bundet til den særlige måde et stykke musik, en duft, et billede eller en farve stemmer ens sind på. Eller de kan fremkomme, når man tror man ser nogen, som ikke er her mere. Når den lille dame i beige cottoncoat forrest i bussen vender sig og man opdager, at det ikke er ens mor, søster eller veninde. Når den unge mand med skæg, henslængt i baren viser sig ikke at være vores ven, kæreste eller bror.

Når erindringen vækkes i os vækkes de døde til live. Ikke som spøgelser, men som konkrete erfaringer med kærligheden i alle dens skikkelser, over forældrekærlighed, forelskelser, venskaber til de lange ægteskaber.

Når vi erindrer vækkes kærligheden til live og lyset skinner igennem det mørke, der ellers præger tanken om døden.

Det viser os, at døden og livet hører sammen. Uden døden var livet ikke saligt. Uden døden var livet uden foranderlighedens farer og velsignelser. Uden døden var livet en langstrakt pine, en kedsommelig affære, som en monoton lyd, der gentager sig og aldrig stopper.

Døden og livet er altså to modsætninger, der indgiver hinanden betydning. Døden og livet betinger hinanden: Uden død, intet liv, ganske som jeg begyndte med at sige: uden mørke, intet lys.