Vintertanker af Michael Hemmingsen, sognepræst

En engelsk antropolog, Edwin Ardener, har undret sig over, at vi i Skandinavien tænder så mange lys derhjemme. Selv midt på dagen finder vi på at tænde stearinlys, også når vi er alene. I Sydeuropa ville det betyde, at nogen er død, mente antropologen. Men ikke her. Hans konklusion var, at lysene omdanner et fysisk rum til et socialt rum. ”Hvis en enlig kommer ind ad sin hoveddør, er hun inde. Hvis hun tænder et stearinlys eller andet hyggelys, så er der nogen hjemme. Det er forskellen”.

Også de bibelske fortællinger stråler af lys, især dem, der læses i vintermånederne. Juleevangeliets englekor strålede af Herrens herlighed, mens de sang julefreden ud over jorden. De vise mænd fra Anatolien, som der rettelig står, fulgte en lysende stjerne til barnet i Betlehem. Ved kyndelmisse fortæller de gamle tekster til dagen, at det er Betlehemsbarnet selv, der lyser op og er lyset.

Ifølge den første af skabelsesberetningerne i Første Mosebog blev lyset til som det første efter himlen og jorden. Først senere kom naturens egne lyskilder til: solen, månen og stjernerne. Som om også de naturlige lyskilder får deres kraft og værdi fra en bagvedliggende, usynlig kilde. Lyset var godt, konstaterede skaberen. Livet blev skabt godt. Livet har egenværdi. Er det mon dét, de bibelske fortællinger vil oplyse i verden, hvor der findes andre slags mørke end vintermørket? Vise os det lys, der får livet til at udfolde sig lige så godt som det er ment – og gøre os tro imod det?

”Hun kom ind på stuen til os, mens vores lille dreng lå og sov. Hun var der bare. Sad der bare. Hele natten, uden at slippe drengen af syne et øjeblik”. Ordene er fra et par forældre, hvis søn jeg døbte for nogle år siden. Han var født for tidligt og tilbragte sin første tid på neonatalafdelingen på Rigshospitalet. I hans kamp for livet lyste medfølelsens blik på ham og kæmpede med ham, uden at han selv vidste det.

Guds usynlige væsen kendes på hans gerninger, siger den tyske teolog Gerd Theissen med et Paulus-citat og fortsætter:

Når et todimensionelt væsen.

der kan se i alle fladens retninger,

bliver truffet lodret af lyset,

mærker det lyset,

men kan ikke se kilden.

Sådan er det også med religiøs erfaring:

Gud er nærværende og dog fraværende.

Han er fraværende nærvær.

Den, der kun erkender det nærværende lys,

gør Gud endelig.

Den, der bestrider den fraværende kilde,

fornægter Gud.

Den, der åbner sig for begge,

møder Gud.

Glædelig jul, helligtrekonger og kyndelmisse!

Kilder:

Lukasevangeliet, kap. 2

Matthæusevangeliet, kap. 2

Første Mosebog, kap. 1

Romerbrevet, kap. 1

Mogens Lindhardt: Trinitatis, en homiletisk rejseberetning. Kbh. 2015, s. 438 om Edwin Ardener

Gerd Theissen: Tro og tanke, en poetisk-kritisk katekismus. Kbh. 2015