af Pia Søltoft, sognepræst

Maleri af Arne Haugen Sørensen

Påsken nærmer sig og Langfredag læses blandt andet fortællingen om Abraham og Isak.

Det er en mærkelig fortælling, der sætter mange ting til debat: Hvorfor beder Gud pludselig Abraham om at ofre sin eneste søn? Hvordan kan Abraham overhovedet lytte til så afsindigt et forslag, som han faktisk kun har drømt? Og hvilket humør var Abraham i, da han red afsted med Isak ved sin side for at fuldbyrde ofringen på Moria bjerg?

Det er særligt de to sidste spørgsmål, som Søren Kierkegaard beskæftiger sig med i bogen Frygt og bæven, der udkom under pseudonymet Johannes de Silentio i 1844.

Pseudonymets navn er latin og betyder ”Johannes af tavsheden” og det indikerer, at bogen handler om noget, men egentlig ikke kan tale om. Der gives tilfælde, hvor man har besluttet sig for noget, som man ikke kan forklare andre begrundelsen for.  Der gives tilfælde, hvor der ikke er en almen tilgængelig forståelseshorisont for dét, man står i færd med at gøre eller har gjort. Der kan gives tilfælde i et menneskes liv, hvor hun eller han må suspendere, altså midlertidigt tilsidesætte, hvad der er alment gældende og forståeligt.

Det er det, Abraham gør da han drager afsted til Moria bjerg med Isak ved sin side. Og det er det, der interesserer Kierkegaard. Han er interesseret i, hvad det er for en frygt og bæven, der driver Abraham til at adlyde et, for en udefrakommende betragtning, vanvittigt påbud.

Kierkegaard siger, at Abraham i tilfældet med Isak handler som en undtagelse. En undtagelse fra den etiske fordring, som ethvert menneske er underlagt og som blandt andet består i, at tage vare på hinanden – ikke at slå hinanden ihjel. Ethvert menneske, der i en given situation unddrager sig det etiske som det almene, er en undtagelse. At være en undtagelse er ikke det store, men det ringe. Det er ikke fordi man er særlig fin og vigtig, at man kan undtage sig.

Abraham sætter midlertidigt det etiske som det almene ud af kraft ved sin handling, hvorfor han som et enkelt menneske sætter sig ud over den almene forståelseshorisont. Abraham handler som den enkelte og derfor kan han ikke forklare dét, han står i færd med at gøre for nogen.

Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det er tilladeligt? Er Abraham troens stolte fader eller simpelthen en mand, der er lige ved at blive morder? Om det – og meget andet – skal mit foredrag den 3. april kl. 19.30 i Esajas handle. Vel mødt!