Af sognepræst Pia Søltoft

Fadervor er den bøn, som Jesus, selv lærte sine disciple. I Fadervor beder vi om det nødvendige – om noget, vi allerede har, men vi er bange for at miste det og vil være sikre på, at vi har det. At kalde Gud ”Far” er en klassisk og traditionsrig beskrivelse af vores forhold til noget, der er større end os selv og som vi forlader os på.

”Helliget vorde dit navn”. Det er ikke en hvilken som helst gud, vi beder til. Det er den kristne Gud som Fader, Søn og Helligånd.

”Komme dit rige” er ikke en kommende nationalstat eller et konkurrencesamfund. Men det er heller ikke et vindomsust sted i skyerne. Guds rige er lige nu og her – det bor i bønnen, i vores hjerter og i tilliden til verden og hinanden.

Derfor hedder det videre i bønnen ”Ske din vilje som i himlen således også på jorden”. Guds vilje er, at tilliden, kærligheden og barmhjertigheden råder mellem os.

”Giv os i dag vort daglige brød”: Vi er nok vant til at tænke, at vi selv har skaffet os det, vi har. Men prøv at trække vejret dybt ind. Luk øjnene og nyd solen – eller regndråberne. Skænk et glas vand. Uden luften, solen og vandet kunne vi ikke leve. At bede om det kunne synes en tilsnigelse. Vi har det jo allerede. Men at bede om det gør os opmærksomme på, at vi har det – og måske er ved at ødelægge det?

Det kunne netop være den skyld, bønnen videre taler om, når det lyder: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.” Skyld er, at skylde nogen noget. Ofte tænker vi på penge eller tjenester. Men grundlæggende skylder vi at tage vare på verden og os selv og andre i den. Det er det vi med bønnens ord beder om lyst og mod til at bestræbe os på.

”Og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde.” Det, der kendetegner en fristelse er, at den giver en lyst til noget, som man ved, man ikke burde. Hvad er den største af alle fristelser for et menneske? Det er næppe chokolade eller rødvin. Det er fristelsen til at give op når det ser sortest ud. I bønnen beder vi om ikke at falde i den fristelse, som det er give op altid er, hvis man ikke kan finde en mening med, en løsning på, det der nager eller ganske tager livspustet fra en. Det er det onde: den fristelse til at give op, som intet menneske til tider kan sige sig fri for.

  ”Thi dit er riget og magten og æren i evighed”, slutter bønnen. Den magt, der er Guds, hænger sammen med troen, håbet og kærligheden. Det er den magt, der ligger i at turde opgive magten. Den hengivelse, som det at bede, ligegyldigt hvilken form bønnen antager, altid er tegn på.