Af Michael Hemmingsen, sognepræst

Uden lidelse, ingen lykke. Uden lidenskab, intet liv. Uden mørke, intet lys. Uden brudflader, intet perspektiv. Vil man forstå opstandelsen påskemorgen, kan man begynde med langfredagens dobbeltbetydning af ordet passion. Lidelse og lidenskab. Den angår nogen og noget. Den, vi for alvor lever for, vil vi også dø for. Lidenskaben rækker altid ud over sig selv, og står dermed ved sig selv, ligesom Jesus på korset. I de tre første evangelier dør Jesus med ordene Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? I Johannes-evangeliet siger han som det sidste: Det er fuldbragt! Begge dele handler om guddommelig sympati med den gudsforladte. Om at være menneske midt i lidelsen og uretfærdigheden. Om lidelsen og døden som Guds sted.

Johannes-evangeliets passionsfortælling er gengivet i Joakim Skovgaards alterbillede i Esajas Kirke. Midt i det trefløjede glasmaleri ses Jesus på korset. Han netop død. Det kan man se af spydstikket i hans side, hvor der strømmer vand og blod ud. Sådan tjekkede soldaterne, at døden var indtruffet. Nu er de på vej ud af billede med deres spyd, efter endt mission. Den ene af dem kigger ud på menigheden med et sigende blik. Så meget for en Gud, der dør på et kors, tænker han måske. Eller prøver han at få betragteren med, for hvem kan bære sin uoprettelige skyld alene?

Det eneste man ikke kan se af Jesus, er hans hænder. De er skjult i murværket, som om han i sin død har bundet sig til sin kirke for altid. Det første, den opstande Jesus viser disciplene påskedag, er da også netop sine hænder og sin side. Ikke for ingenting slutter en kirkelig begivenhed altid med, at præsten breder hænderne ud til velsignelse.

Men det mest sigende i hele billedet synes jeg er glorien. Eller glorierne, for der er netop flere. Jesus’ glorie er hvid. Livløs. Gud har påtaget sig døden. Indskriften over Jesus er også hvid – INRI, Jesus af Nazareth, jødernes konge, skrevet af magthaveren Pilatus. Men lige over indskriften, der hvor korset rører himlen, er der ikke hvidt, men rødt og gyldent. Verdens magt vokser ikke ind i himlen. Også englene i siderne er ligblege og vender ansigtet bort i smerte over Guddomsmandens forsmædelige død. Men de har dog røde, hjerteformede vinger på himmelblå baggrund. Nu gælder kun den himmelske magt, der ud af lidenskab går hele vejen.

Dermed er vi ved det fuldbragte. I højre side står Maria, Jesus og Guds mor, ikonografisk korrekt klædt i blåt. Tæt op ad hende og med hånden på hendes arm står disciplen Johannes, den discipel, Jesus elskede, og som ifølge traditionen er Johannes-evangeliets forfatter. Deres glorier er ikke farveløse, men gyldne og spillevende. Til dem sagde Jesus lige inden sin død: Kvinde, der er din søn, og til disciplen: der er din mor. Guds død på korset bliver til Gudsrigets liv i og mellem mennesker, der i dødens og tabets stund må passe på hinanden. Korset står på en forhøjning, for ifølge legenden stod Jesus’ kors på Adams grav. Man kunne have forventet sort jord, ligesom langfredagens kirkelige farve er sort som hjertesorgen. Men højen er grøn og sender grønt rundt i hele den kant, der indrammer glasmaleriet. Det dramatiske langfredagsbillede peger ud mod opstandelsen, ligesom forårets påske bliver til sommerens pinse.

Johannes-evangeliet kap. 18-20.

Esajas Kirkes alterbillede. Joakim Skovgaard 1914.