Den tyske præst Martin Siska var flygtningebarn i Danmark 1945-47. Det begyndte på Øster Farimagsgades Skole med udsigt til Esajas Kirke. Brev fra en tysk præstekollega, der ser tilbage på en barsk tid.

Af sognepræst Michael Hemmingsen

Oversættelse fra tysk: organist Angela Wertenbach

Her i foråret modtog jeg en lang mail fra Martin Siska, en ældre kollega fra Potsdam ved Berlin. I anledning af 75-året for Nazitysklands kapitulation ville han gerne sende en tanke til Esajas Kirke og Østervold Sogn, og fortælle sin historie som flygtningebarn her. Det er historien om den frygt og uvished, som alle flygtninge kastes ud i. Men det er også en førstehåndsberetning fra et kapitel af Danmarkshistorien, vi ikke taler så meget om, heller ikke i jubilæumsåret for befrielsen: De tyske flygtninge. Næsten en kvart million tyskere, fortrinsvis kvinder og børn, kom til Danmark i løbet af krigens sidste halve års tid, på flugt fra deres eget regime og dets voldsomme undergang. De blev interneret på skoler, vandrerhjem, hoteller, i private hjem og ikke mindst i store flygtningelejre på de militære forlægninger. Oksbøllejren kom således helt op på 36.000 indbyggere og var i en periode Danmarks sjettestørste by. Først i 1949 kunne de sidste flygtninge vende tilbage til Tyskland. Flygtningekirkegårdene ved de tidligere lejre vidner den dag i dag om, at mange aldrig skulle gense deres hjemland.

Martin Siska var otte år gammel, da han kom til København i marts 1945 sammen med sin 13-årige storesøster og deres mor. Børnenes far var faldet som soldat allerede fire år tidligere. Allerede siden januar 1945 havde den lille familie været på flugt fra de voldsomme bombardementer, der skulle til for at gøre en ende på krigen. Om denne højst usikre situation skriver Siska:

Flygte videre eller blive - et skrækkeligt valg for vores mor. I sin fortvivlelse trak mor sig tilbage med en lille boks med bibelord, som far havde foræret hende, da han blev indkaldt til krigen. Når du engang ikke ved hvad du skal gøre, så bed til min frelser, som også er din frelser, han vil ikke forlade dig - sådan skrev han. Den lille æske var omkring 5x10 cm stor, læderindbunden og indeholdt cirka 100 små kort med bibelsteder, som skal trøste én i krisesituationer. Vores mor tog et kort, kortet som gav beslutningen. Det lyder næsten mærkværdigt, men det lød sådan:

Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig (Første Mosebog 12,1).

Med bomberne regnende ned uden for døren var beslutningen om at flygte videre dermed truffet. Ingen havde dog forestillet sig, at det skulle blive til Danmark, bemærker Martin Siska. Men det blev det. Allerede samme aften, den 20. marts 1945, blev familien sat i land:

… i frihavnen i København fra en overfyldt fragter efter en dramatisk overfart. Samme nat bragte militæret os, åbenbart i en hemmelig aktion, på lastvogne til Øster Farimagsgades Skole.

I klasseværelserne var borde og bænke tårnet op i et hjørne. Gulvet langs med væggene var belagt med et lag halm. Ved indgangen lå en lille bunke militærtæpper, ligeså i begge gymnastiksalene. Så blev vi hurtigt vist ind i disse rum, udmattede, fortvivlede og taknemmelige på samme tid. Efter lang tid endelig den første rolige nat. Om morgenen blev lærerne og eleverne sendt hjem igen af en vagt, uden videre information.

Den 21. marts blev vi registreret. Det siges, at der var cirka 300 personer. Mødre med deres børn, gamle mennesker, åbenbart også en hel pigeklasse med deres lærer og ledsagere, uden nogen som helst kontakt med deres forældre.

Foran indgangen patruljerede bevæbnede vagtposter, ingen måtte komme ind eller ud. Man kaldte skolen Flygtningelejr 12.

Epidemier

10 dage senere så man næsten ingen børn mere i gården, de var alle, ligesom min søster og jeg, blevet syge af en epidemi af skarlagensfeber, delvis også af difteri, senere af tyfus. Vi blev flyttet til andre københavnske skoler, som var blevet omdannet til børne-akutmodtagelser, igen kun halm og tæpper, uden medicin. Vi kom, udvalgt efter diagnose, til en sådan skole i Vester Voldgade.

Kirken

Efter befrielsen overtog de danske myndigheder lejren. Nu blev vi bevogtet af det danske politi, senere af civilberedskab. Om dagen skulle man opholde sig i bygningerne, om aftenen mødes i skolegården og bevæge sig i rækker på fire i en oval.

Vi børn oplevede den hele og oplyste verden fra vinduet af, med blikket på mylderet på Øster Farimagsgade med ismanden og sporvognen, men mest fra skolegården over muren og indhegningen.

Og der faldt blikket på kirken: den var der altid, så synlig. Når jeg på trods af de mange mennesker følte mig ensom og ked af det, og mor ikke kunne trøste mig, fordi hun selv var på grådens rand, så kunne jeg på siden af gymnastiksalen næsten læne mig op ad kirken. Med et bibelsk billede: Den var hønen, jeg dens kylling. Det var et godt sted at stå. Op ad Guds hus, ganske enkelt. Han boede lige ved siden af.

Tegninger

I løbet af sommeren 1945 blev hverdagsbetingelserne lidt bedre. Da var tiden inde for en ældre grafiker og maler i vores klasselokale. Han begyndte igen at male, portrætter først, kun med blyant. De danske vagter så på, ville selv blive portrætteret og gjorde gengæld med pasteller og tegnepapir. Maleren, Herr Glaubig, ville også gerne engang male skolen udefra. Skolen? Nej, det gik ikke. Men han kunne jo male kirken, som der var udsigt til. Sådan blev den tegning til, som han forærede min mor nogle år senere. Dette billede af Esajas Kirke har ledsaget mig hele mit liv. Den dag i dag hænger det på vores væg her i Potsdam. Også min storesøster har sammenfattet disse prægende barndomserfaringer for vores efterkommere. Deri er også billedet af Esajas Kirke.

Dog fik vi aldrig kirkens navn at vide, mens vi var på skolen! Den blev kaldt sømandskirken eller forhenværende sømandskirke. Sådan omtaler min søster også kirken i sin beretning.

33 måneder

Men vi er jer danskere evig taknemmelige for, at I holdt os ud, efter alt hvad der var gået forud. I har været os en Noahs ark. Også vores børn ved det, og børnebørn. Også de holder af Danmark. Vi fejrede vores guldbryllup i Danmark. Også vores bibelord til vielsen Giv os i dag vort daglige brød refererer til Danmark 1945. Som tak vedlægger jeg grafikken Glaubig 1945 – Esajas Kirke.

Provisoriet i Øster Farimagsgades Skole varede i 11 måneder indtil februar 1946. Derefter blev vi flyttet til en samlelejr i Rye i Jylland i yderligere 22 måneder. Til sidst var der ca. 12.000 personer i mere end 300 barakker bag pigtråd.

I august 1947 blev vi genhuset i det sydvestlige Tyskland. Vi kom ikke tilbage til vores hjemegn i Nordøsttyskland.

Gensyn

I sommeren 2001 besøgte min søster og jeg med vores respektive ægtefæller skønne København og stederne, som vi havde talt om i vores familier. Først „vores“ Øster Farimagsgades Skole. Det var et oprivende glædeligt møde med lokalerne, lærere og elever. Så mange detaljer, som vi genkendte, som om det var i går. Men bagefter trådte vi ind i Esajas Kirke. Efter en lang stilhed bad vi sammen og udenad salme 126 (Salmernes Bog i Det gamle Testamente). Den havde vi nemlig lært i lejren i Øster Farimagsgades Skole dengang som børn:

Da Herren vendte Zions skæbne,

var det, som om vi drømte.

Som voksen blev Martin Siska præst i sin hjemstavn. Sådan kan livet sende os rundt i verden, så vi må undre os over vores skæbne, undertiden som efter en drøm, sådan som brevets slutcitat antyder. Jeg glæder mig over, at denne drøm trods alt blev en af de bedre – og ikke et mareridt, som så mange flygtninges skæbner er og bliver.

Pastor Siska spurgte mig, om jeg havde en forklaring på, hvorfor de var kommet til at opfatte Esajas Kirke som en sømandskirke (hvad den aldrig har været). Mit bedste bud er Holmens Kirkegård, som er nabo til både skolen og kirken. Som et fælles håb ligger det store anker på blomsterpladsen bag kapellet og binder os sammen: De døde og de levende, enten vi er unge, gamle eller midt imellem. De mange livshistorier, der var – og dem, der kommer til. Må de også i fremtiden bæres mere af drøm end af mareridt.