af Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst

Den italienske maler Barocci malede dette bebudelsesmotiv første gang i 1582-84 til katedralen i Loreto, der var hjemsted for en Mariakult. Det vides ikke nøjagtig, hvornår SMKs replik er udført, men motivet har været efterspurgt, for der findes flere versioner fra Baroccis hånd.

Maleriet er stort og viser figurerne i omtrent naturlig størrelse. Det understreger, at Marias liv ikke er larger than life, men netop udfolder sig i en verden, som ligner vores egen. Motivtraditionen tro viser det den scene i Lukasevangeliet 1, hvor Guds udsendte, englen Gabriel, kommer til Marias hus i Nazaret og bringer bud om, at jomfruen skal undfange og føde Guds søn. Der var tale om et af de mest populære og vigtige kristne motiver i den italienske renæssancekunst, selve nøglescenen i helgendyrkelsen af Maria. For Barocci var der mange forbilleder at hente inspiration hos, både Botticelli og Leonardo da Vinci. Udfordringerne og de næsten ubegrænsede muligheder har dog været den samme som for alle forgængerne. Det lakoniske skriftsted i evangeliet siger nemlig kun lidt om, hvilket rum scenen har fundet sted i. Der er for så vidt tale om en meget lidt visuel scene, snarere om en kort ordveksling mellem Gabriel og Maria. Maleren og bestilleren har derfor haft mulighed for at sætte et kraftigt præg på historien.

                      Barocci har som andre malere før ham forsøgt at fange to eller tre faser i Marias møde med Gabriel: forfærdelsen ved englens tilsynekomst, den spørgende forundring over bebudelsens mirakuløse indhold og den ydmyge accept af at skulle bære Guds søn, som afsluttes med ordene: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”. Gabriel, der helt usædvanligt for genren kommer ind fra højre side, knæler foran Maria og rækker sin hånd ud mod hende, imens hun vender sin højre håndflade mod ham i en både afværgende og modtagende gestus. Hendes træk er milde og fornemme, og man tænker en smuk ung adelsdame kunne have stået model. Et blødt og meget diskret lys, miraklets lys, falder ind øverst i maleriet og fortæller os, at Helligånden allerede er på vej; i baggrunden ser vi, badet i dagens eget lys, ud over Urbino og hertugpaladset, som det har taget sig ud fra kunstnerens værksted skråt overfor.

                      Et andet skriftsted har sandsynligvis også inspireret til dette maleri, nemlig stedet i Johannesevangeliet, hvor der står ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Disse berømte ord har givet anledning til mange refleksioner over den maleriske fremstilling af Marias bebudelse. Den koloristisk begavede Barocci, som i dette maleri også har arbejdet med storslåede mængder af elegant foldet stof i gardiner og gevandter, har uden tvivl set dette stof som maleriets måde at inkarnere Biblens ord på. Man kan altså se en parallel mellem den bibelske beretning om inkarnationen, det vil sige om Maria i hvem Guds Ord bliver kød, og maleriet der i sit eget materiale, igennem sine figurer og farver, omsætter Biblens ord til et billede i ’kød og blod’: Det er det inkarnerede maleri.

Federico Fiori, kaldet il Barocci: Jomfru Marias bebudelse (1584 eller senere). Statens Museum for Kunst