af sognepræst Michael Hemmingsen

Betegnelsen vismand bruger vi i dag mest om en, der har forstand på økonomi. Men i Matthæusevangeliet klinger der eventyr og østens mystik med, når der fortælles om de vise mænd fra Østerland. Som om visdom ikke kun er viden og forstand, men netop også noget eventyrligt og livligt. Det er lidt som med børns livsklogskab, hvor selv en misforståelse kan lyse op blandt forstandige voksne, ja endog være en stor trøst. Et barn sagde for eksempel i forbindelse med et dødsfald i familien: når man dør, kommer man til Paris. Så langt kom de vise mænd mig bekendt ikke. Men de rejste dog langt – ordret står der fra Anatolien – for netop at møde et barn, godt ledt på vej af en guddommeligt lysende stjerne. For de vise mænd var stjernetydere og dermed datidens videnskabsfolk. I dag kan vi synes, at de forveksler tro med viden, børn som vi er af naturvidenskabens tidsalder. Hvilken visdom efterlader de i en tid, hvor selv fællessang bliver tjekket for, hvad den frigiver af gode stoffer i hjernen? Kunne det være en indsigt, der også er et udsyn? En indsigt, hvis perspektiv ikke indskrænkes, men beriges af at forlade sig på noget så uvidenskabeligt som at Gud skulle vise sig i et fattigt og forsvarsløst barn? Simpelthen fordi dette barn skænker det, som også videnskabens mennesker lever af og kan dø på: uskyld, glæde og en ny begyndelse til en skyldig verden? Den tyske historiker Rüdiger Safranski beskæftiger sig et sted med Albert Einstein og anfører, at videnskaben forsynder sig mod sin egen ånd, når den kun tjener egoistiske, materielle mål. Eller udtrykt med Einsteins egne ord: Et menneskeligt væsen er en del af den helhed, som vi kalder ”universet”, en del der er begrænset i rum og tid. Det oplever sig selv, sine tanker og følelser som noget, der er adskilt fra alle andre i en slags bevidsthedsmæssigt synsbedrag. Dette synsbedrag er et fængsel, der spærrer os inde med vore personlige ønsker og vores sympati for de enkelte andre, der står os nær. Det må være vores opgave at befri os selv fra dette fængsel. Med andre ord: Tro og viden er ikke modsætninger, men forskellige aspekter. Forfatteren og oversætteren Niels Brunse siger det på den måde, at troens vished kan erfares, men ikke vides. Den er som at blive ramt af en umotiveret glæde: I mine egne tanker kalder jeg det, der når mig, for nåde, selvom jeg ikke er sikker på, at det er det rigtige ord. Det er en meget meningsfuld oplevelse, som ingen mening har. Den fremkalder ingen syner, den løser ingen problemer og giver mig ingen ideer, men jeg kan ikke undgå at føle det som et strejf af Guds tilstedeværelse, og det er alt andet end dømmende, skræmmende eller formanende. Tværtimod føler jeg mig i sådanne øjeblikke betingelsesløst elsket af et eller andet, jeg ikke kan sætte noget andet ord på end Gud.

Glædelig jul og godt nytår!

Matthæusevangeliet, kap. 2 Den danske salmebog 136 Dejlig er den himmel blå Rüdiger Safranski: Det onde eller frihedens drama, Gyldendal 1999 Niels Brunse: Tro er ikke viden, Eksistensen 2020 samt interview i Menighedsrådenes Blad 8/2020

Frygt ikke. Jørgen Lisborg 2004. Treenighedskirken, Esbjerg.

Foto: Benny Grey Schuster

© copydanbilleder.dk 2020