Gudstjenesten – og den kristne tro – handler om forskellen på at leve og at overleve

Af Michael Hemmingsen, sognepræst

En af de ting, coronaen har tydeliggjort i vores daglige liv, er forskellen på at leve og at overleve. Vi kan få mad, men må ikke spise den med andre end os selv derhjemme. Men skal vi mere end overleve, er det rart også at se arbejdskollegerne, gå ud og få en øl med nogle venner, feste med sportskammeraterne og spise påskefrokost med hele den sammenbragte familie. Eller gå til koncert, i biografen, i teateret, til foredrag og debat. Lave frivilligt arbejde. Kort sagt: blive inspireret, flyttet og brugt.

Den kristne tro handler om dette – at lige så meget vi behøver mad og drikke, lige så lidt kan vi undvære dén åndelige føde og inspiration, der ligger i at passe sine relationer, udvirke noget, brænde for noget, kæmpe for noget og være noget for nogen. Alt det, der er mere end det nødvendige, overflødigt om man vil – men som ikke desto mindre udgør livsvigtig næring.

Det er også her – i forskellen på det nødvendige og det overflødige – at vi kan kigge efter den dybere mening med den kristne gudstjeneste. Den er ufornuftig. Dens brugbarhed kan hverken måles, vejes eller tjekkes. I den time, man er til gudstjeneste, får man hverken støvsuget, lagt madplan eller løbet en tur.

Nej, netop! Gudstjenesten er sit eget formål, for den udspringer af Jesus’ opstandelse påskemorgen og peger på livets egentlige mysterium: at vi kan blive ved med at undres over det og gribes af det. Kristendommen handler om det, der ikke kan tages for givet, men som er helt nødvendigt, hvis livet skal blive andet og mere end overlevelse: tilgivelsen, taknemligheden, tilliden. Ikke for ingenting indeholder gudstjenesten også et lille måltid som udtryk for den ultimative næring: forsoning med fortiden, og mod på fremtiden.

Teologisk kan det siges på den måde, at Gud ikke er en forklaring, men en fejring. Teologen Eberhard Jüngel udtrykker det på den måde, at Gud ikke er nødvendig, men mere end nødvendig. Eller: at troen ikke handler om gåden, men om hemmeligheden. En gåde kan løses, men så er gåden væk. Så gør vi Gud til en slags spartelmasse, vi bruger til at udfylde hullerne i vores verdensforståelse med, indtil gåden evt. er løst.

En hemmelighed er noget andet. Vi kan indvies i den, men det bliver den ikke mindre hemmelighedsfuld af. Tværtimod kan vi blive ved med at undre os over den, ligesom over et godt stykke musik eller over, at kærligheden sker:

At noget kan være interessant i sig selv uden nogen form for overvejelse om dets anvendelighed, men samtidigt opleves som mere end nødvendigt, når vi i dets vold er blevet revet med, kender vi fx fra kærlighed, glæde og inspiration – eller ufrivillig komik, der uvilkårligt får os til at le. Vores tilværelse er ikke meningsfuld i forklaring af årsager til, hvorfor der elskes, komponeres eller tilgives. Vi ved, at dét ville være en prosaisk nedskrivning af den hemmelighed om livet, vi så åbenbart er indviet i og finder interessant for dens egen skyld (Carsten Mulnæs)

Litteratur:

Johannes-evangeliet kap 20 (opstandelsen)

Apostlenes Gerninger kap. 2 (pinseunderet)

Gud som mere end nødvendig. Cand. Theol. Carsten Mulnæs i tidsskriftet KVANT 2017/4 s. 28-29 www.kvant.dk

 Englevinge, Maja Lisa Engelhardt, Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg