af Pia Søltoft, sognepræst

Efter næsten et år i coronaens skygge vil mange måske mene, at der ikke er meget at være taknemmelige for. Men det er helt forkert. Det at være i live er ikke en rettighed eller en pligt. Livet er grundlæggende en gave. Dét behøver du ikke at være religiøs for at anerkende. Ingen skylder sig selv livet. Dette faktum udgør baggrunden for opfattelsen af taknemmeligheden, som en dyd.

Du kender sikkert allerede til taknemmelighedsfølelsen. Den kommer først og fremmest over en, når noget man frygtede, viser sig ikke at være så slemt alligevel eller måske endda går rigtig godt: Et sygdomsforløb, en vanskelig samtale, en økonomisk beregning eller andet af den slags. Her går taknemmelighedsfølelsen ofte hånd i hånd med lettelsen. Vi rammes også af følelsen af taknemmelighed, når vi modtager noget, vi ikke havde regnet med: En stor gevinst, ros eller forskellige former for heldige tildragelser.

Og så kender du sikkert også til den taknemmelighedsfølelse, der rammer de fleste af os den første dag i marts, når vi sidder med lukkede øjne og nyder forårssolen. Af og til bliver man rørt, når denne taknemmelighedsfølelse indfinder sig. Det skyldes, at den er forbundet med en form for ærefrygt. Man fornemmer sig berørt af noget andet og større end en selv.  Denne sidste form for taknemmelighedsfølelse ligger en religiøs tydning nær.

Men det afgørende er, at taknemmelighed ikke kun er en følelse, men tillige en dyd. Følelser er subjektive og kommer over os, os selv uafvidende. Vi kan ikke beslutte os for at taknemmelighedsfølelsen kommer over os. Men vi kan beslutte os for at udvise taknemmelighed. Dyden taknemmelighed er handlingsanvisende og peger derfor fremad mod noget det vil være beundringsværdigt at gøre. Som følelse viser taknemmeligheden sig af sig selv. Som dyd skal du gøre en aktiv indsats for at frembringe den.

Taknemmelighed er at værdsætte, hvad man har. At værdsætte noget betyder, at man tillægger det en stor positiv værdi. I taknemmeligheden som en dyd anerkender du, at de værdifulde goder, du har opnået, hvad end der er tale om velstand eller venskaber eller andre af de ting, du sætter pris på, er goder, du ikke skal tage for givet. Eller rettere: Det er goder, som du netop skal opfatte som givne i den betydning, at det er noget, du er modtager af. Og det man er modtager af er noget man har fået.

Rigtig mange, ja, de fleste, af de ting, vi har, har vi gjort os fortjent til og arbejdet hårdt for. Men hvis du derimod opfatter selve det faktum, at du er nået så vidt, som du er, som en gave, indfinder taknemmeligheden sig. Det er en del af en gaves væsen, at den kun tilhører modtageren, fordi hun eller han har fået den. Taknemmelighed betyder bogstaveligt talt, at man har nemt ved at takke. I taknemmeligheden som en dyd handler det om at værdsætte det du er og det du har, som om det var en gave, for så sætter du mere pris på det. Gaver takker man for, og gaver vil man hverken fråse eller fedte med. Du bliver taknemmelig af at være taknemmelig.

Den femte dag, Maja Lisa Engelhardt, Sankt Mariæ Kirke, Frederiksberg