Af sognepræst Pia Søltoft

Nu hvor Danmark lukker sig mere op og vi må bryde de små sociale bobler, vi har befundet os i gennem hele vinteren og foråret, er det tid til at vise gæstfrihed.

I Hebræerbrevet kapitel 13 vers 2 står der: ”Glem ikke at være gæstfri, for nogen har uden at vide det haft engle på besøg, da de bød fremmede indenfor”.

Hvem byder du inden for? Hvem inviterer du hjem? Hvem deler du et måltid eller bare en kop kaffe med? Dem du plejer at spise med? Dem du allerede elsker, din mand, din kone, din kæreste, dine børn eller dine nærmeste venner og familie?

Hvis du svarer ja til dette, svarer du, hvad de fleste ville svare. Det er sådan vi lever. Sammen med dem, vi allerede kender, dem vi elsker og holder af. Det er dem vi mødes med og spiser sammen med.

Det er både en vane og vanvittigt hyggeligt. Men nogle gange rives vi ud af vanen og den forudsigelige forventning. Børnene vil måske hellere spise hos en kammerat eller alene foran computeren, kæresten synes en burger ude eller en drink på en venindes altan er bedre!

Ikke altid, men ind i mellem skuffes vores vante forestillinger om måltidsfælleskabet med dem vi har kær. Det behøver ikke at betyde noget særligt, men det får os måske til at tænke over, at nu sidder vi alene over et måltid, vi gerne ville have delt med andre.

Når man spiser sammen med nogen, er man sammen om noget, man deler. Noget man deler på en meget konkret og fysisk måde. Man indtager det samme og bliver derfor fælles i noget tredje, måltidet.

Hvis man som fremmed kommer ind i et hjem i Sydeuropa eller Mellemøsten bliver man altid budt på lidt at spise, et stykke brød eller frugt, noget sødt eller salt, et lille glas thé eller vin. I Danmark er skikken mest udtalt ved juletid, når vi giver en gæst, der lige kommer forbi, et stykke konfekt eller en anden lille ting, og nøder ham eller hende til at spise, for at de ikke skal bære julen ud. Tanken er den samme. I måltidet, hvor lille det end er, deler man noget sammen med en anden og hermed brydes fremmedheden med gæstfrihedens gave.

Selv om man af og til skulle tro det, når man kommer ind på en finere restaurant, så er gæstfrihed jo netop ikke et ønske om at være fri for gæster, men derimod en indbydelse til, at de, der gæster os, kan føle sig frie i vores selskab.

Gæstfrihed og rummelighed er derfor ikke det samme. Når man er rummelig, inviterer man andre, ofte anderledes tænkende, ind i et fællesskab, der allerede findes og her får de lov at være med. Selv om de er anderledes, kan de rummes. I rummeligheden er der ét rum, som den, der inviterer, inviterer den anden ind i.

Når man er gæstfri deler man også det man har, men man optager ikke den anden i rummet, han eller hun forbliver en gæst. Hans eller hendes eget rum bibeholdes, og de skal ikke nødvendigvis rummes inden for det fællesskab, man allerede har. Derfor er måltidet et godt sted for gæstfrihedens udfoldelse. Gæsten bliver en del af måltidets fællesskab og hun eller han skal have den respekt, der tilkommer enhver gæst: Det er gæsten, der får lov at tage først, gæsten som skal nødes under måltidet, og gæsten som skal spørges, inden nogen tager det sidste på fadet. Og gæsten skal bestemt ikke være med til at bære ud.

Det er derfor gæsten, der gør, at vi opfører os lidt anderledes også overfor de andre, der er til stede ved måltid: børn bliver høfligere, vi finder den bedste vin frem, dugen med blomster eller de glas, der ikke kan gå i opvaskemaskinen. En gæst skal behandles høfligt og respektfuld. Hun eller han skal ikke rummes inden for et givent fællesskab. For gæsten får os faktisk til at opføre os anderledes. Vi bliver opmærksomme på os selv på en anden måde, når vi har gæster.

At Gud er kærlighed betyder, at han er at finde i alle kærlighedens skikkelser og måske særligt i gæstfriheden. Gæstfrihed er at give ud af det overskud vi alle har. Man behøver ikke at have en overflod af penge, mad eller vin, for at kunne dele gæstfrihedens gave med flere end de sædvanlige.

Næste gang du tilbereder et måltid så overvej om du kunne indbyde nogen, du ikke plejer at spise med. Ikke for at få noget ud af det. Ikke for at netværke eller betale af på en gæld, men blot fordi du kan. Hvis vi kun omgås mennesker vi kender og elsker, eller mennesker, der kan ”bidrage” med noget, der kan berige os og gøre nytte i vores liv, så bliver vores verden forsvindende lille. Når vi byder det fremmede, de vi endnu ikke kender så godt, velkommen, bliver vi selv forandret.

I gæstfriheden gror livet og forgrener sig på mange, mageløse måder. Gæstfriheden skaber noget, der er større end dem, der sidder rundt om bordet samlet om et måltid. Ingen har nogen sinde set Gud, men i velkomsten af den anden, bor han som gæstfrihedens giver, du møder ham i det venlige smil, den hjælpende hånd, det trøstende ord og i den glæde, der ligger i at dele et måltid med mange – også dem, man måske ikke plejer at dele det med og hvem ved, måske får du engle til bords.