Af Anne-Mette Gravgaard

Det er de fire første skabelsesdage, der er afbildet på det broderede tæppe: ”Kosmos”, dvs. en smuk og velordnet verden, dannes midt i urhavets ”Kaos”. I Kosmos adskiller Gud himlen og havet og jorden fra hinanden. Det faste land dannes som en ø i havet og fremspirer grønne urter, der bærer frø, og frugttræer, der bærer frugt med kerne.

På himmelhvælvingen sætter Gud solen, månen og stjernerne til at oplyse jorden og som tegn til fastsættelse af højtider, dage og år. Selvom vi måske synes, at vi kender skabelsesberetningen, bør vi læse den igen - langsomt– og gerne højt! Skabelsesberetningen er den ypperste poesi.

Nederst på formularen

” I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. - Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

- Gud sagde: ”Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!” Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

-  Gud sagde: ”Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!” Og det skete. Gud kaldte det tørre landjord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt. - Gud sagde: ”Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.” Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

-  Gud sagde: ”Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!” Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.” (1. Mosebog, kapitel 1, vers 1 – 18).

I første Mosebog, den, der også kaldes for Genesis, det latinske ord for skabelse eller fødsel, fortælles den bibelske myte om universets tilblivelse: Hvordan Gud af intet skaber himmel og jord. Og med sit ord skaber lyset.

Læg mærke til, at Gud skaber, hvad han nævner, og så derefter tager stilling til sit eksperiment. Omkvædet for alt hvad der skabes er ”Og Gud så, at det var godt”.

Bibelens skabelsesmyten fortæller om starten på alting – the big bang – gnisten, der bliver til liv. Historien om det, vi ikke fatter, kimen til os selv og baggrunden for alle videnskaber: oceanografi, geologi, botanik, astronomi, osv. Alt det som objektivt registrerer, at Universet opstod for ca. 13,8 milliarder år siden ud fra et ekstremt tæt og varmt punkt, som begyndte at udvide sig med enorm fart, at Jorden blev dannet for ca. 4,5 milliarder år siden af støv og gas, der kredsede om den endnu unge sol, og at livet opstod i havene som simple organismer og udviklede sig over milliarder af år til vor tids komplekse dyre- og planteliv.

Jødedommen placerer jordens skabelse til år 3761 før vor tidsregning, medens man i den ortodokse kirke henlægger den til år 5508 f.Kr. I den katolske kirke hører man hver julenat til midnatsmessen i indledningsteksten fra Missale Romanum, at Verden blev skabt 5799 før Jesu Kristi fødsel. Men ser vi bort fra religionernes grublerier, må vi vel erkende, at den bibelske skabelsesmyte – når det kommer til stykket – er en profetisk og sublim opsummering af de videnskabelige resultater?

I skabelsen af universet indgår de fire elementer jord, vand, luft og ild, som ses på billedtæppet.

Skaberlyset gør, at man kan skelne universet, som på broderiet har form som et æg med blommen indeni. Ægget er evighedens og genfødelsens symbol.

I den ortodokse kirke begynder kirkeåret i øvrigt 1. september til minde om verdens skabelse. Efteråret er prologen, der indvarsler Kirkeårets fester: Julen, Påsken og Pinsen.

Broderet tæppe, tegnet af Naja Salto

Tæppet er 198 cm højt og 135 cm bredt

Udført af syv brodøser

Selskabet for Kirkelig Kunst, 1998

Tæppet er i privateje