Om dødens tavshed – og om at bryde tavsheden

Af sognepræst Michael Hemmingsen

I kirken oplevede vi for en gangs skyld et sted, hvor døden var velkommen. Ordene kommer fra et par forældre, der for år tilbage mistede deres lille søn. Andre steder var det som om der blev lukket af over for så smerteligt og meningsløst et dødsfald. Mange i omgangskredsen undgik emnet. Andre sagde måske noget, men uden at spørge nærmere ind til det, der var sket, eller til hvordan de gik og havde det nu. Selv nære venner trak sig. Døden er ikke velkommen i det moderne vestlige samfund. Den gør os tavse. Ikke bare de døde, men også de levende. Engang var døden mere synlig også andre steder i samfundet. Først og fremmest i hjemmet, hvor de fleste døde som en naturlig del af livet. I dag henvises døden til plejehjem og sygehuse. Der har de døde egne elevatorer og særlige kældergange, og selvom man ved et tilfælde skulle forvilde sig ind i en af dem, er de døde kroppe, der trilles forbi, altid tildækkede. Når de så skal transporteres fra hospitalet, sker det fra en særlig udgang, i biler med mørke ruder (…) hvis ikke døden som fænomen skræmmer os, hvorfor så dette ubehag over de døde kroppe? (K. O. Knausgaard: Min kamp, 1). Døden er vor tids sidste tabu, siger professor Garbi Schmidt (Politiken 27.2 2016). Hendes mor døde af kræft, og kort tid efter fik hun selv brystkræft. Hun fortæller: Vi er hamrende bange for døden, og jeg forstår det godt. Døden er ubehagelig at tale om. For selv om døden er overalt i film, bøger og nyheder, er den nære død blevet parkeret hos de professionelle. Heldigvis blev Garbi Schmidt helbredt for sin cancer, men i omgivelserne mødte hun fortsat tilbageholdenhed mht. at tale om det svære. Men du er rask nu? Du er jo rask nu, ikke Garbi? Døden er ikke velkommen, og den gør os tavse. Garbi Schmidt tog sagen i egen hånd, lagde billeder af hele kræftforløbet på facebook og konkluderer: Vi må tage døden tilbage, så vi er i stand til at tale om det ubegribelige og ukendte, som livets afslutning er. Derfor er døden velkommen i kirken. Her mødes den med et sprog, der ikke frygter eller undgår den, men som tværtimod modsiger den. Først og fremmest med fortællingen om Jesu egen død på korset langfredag og budskabet om hans tomme grav påskemorgen. Kristus som Guds ubetingede kærlighed helt ind i døden, men dermed også ud af døden. Vi erfarer det selv ved dødsfald, hvordan døden kan tage det hele – undtagen kærligheden. Opstandelsens kraft kendes derfor på, at der altid er mere at sige. Så det er bare at lade påskebudskabet klinge med, når døden kommer. Så vi igen samtaler, synger og trøster – og bryder dødens tavshed.

Kom, hjerte, med hvad dødt du har, hvad du med sorg til graven bar, gak med det alt til ham, som døde, men levende dig nu vil møde! O salig påskemorgenstund med guld i mund!

W. A. Wexels 1858. Den danske salmebog nr. 224

Foto: Ann-Kristin Hauge