af Anne-Mette Gravgaard

”Fæ dør, 

 frænder dør, 

 selv jeg dør. 

 Men ét jeg ved, 

 som aldrig dør, 

 er dommen over hver mands død.”

Verset lærte nogle af os udenad, da vi gik i underskolen og havde oldnordisk. Om vi helt forstod det dengang, er nok et spørgsmål, men det lød højtidelig, og der var en god rytme. Ordene stammer sandsynligvis fra 8. årh. e.Kr. og findes i Hávamál, Eddaens samling af ældgamle ordsprog, nedskrevet i 13. årh. i Codex Regius.

I dag forstår vi det vel sådan, at alt er forgængelig, ligesom livet selv, kun eftermælet lever videre. Men allerede dengang anede vi det ufattelige, at ethvert liv bærer døden i sig. Det som også sensommerens afblomstrede frugtstande og nætternes tiltagende mørke minder os om. Mennesket har fra alle tider og i alle kulturer vidst, at der kun var en eneste ting sikkert i livet, og det var døden.

Ca. 1000 år f.Kr. skrev ”Salmisten”, om hvordan Døden skiller os fra hinanden og mejer os ned som hø, når livet på jorden er forbi. ”Som græs er menneskets dage, han blomstrer som markens blomster; når et vejr farer over ham, er han ej mere, hans sted får ham aldrig at se igen”. Sådan er det, og det er traurigt for et hvert menneske, men trøster salmisten, ”Herrens troskab varer fra evighed til evighed mod dem, der frygter ham”. Teksten står i vores Gamle Testamente som Salme 103 og i den del af den jødiske Tanakh, der kaldes Ketuvim.

Også i antikkens Grækenland erkendtes døden som et faktum, hvad der fik filosoffen Epikur fra 4. årh. f.Kr. til at udforme paradokset: ”Hvor vi er, er døden ikke, og hvor døden er, er vi ikke."

Horats fra 1. årh. f.Kr., fortsætter på sin vis denne tankebane ved i et af sine digte at opfordre en ung pige til at ”carpe diem”, plukke dagen – nyde livet i dag, for underforstået – om lidt er hun der ikke længere!

De sene romerske stoikere fra 1. og 2. årh. e.Kr., f.eks. Seneca mente, at kun ved altid at have døden med i vores tanker, kunne vi holde frygten for den på afstand. Det er fra deres kreds det latinske udtryk ”Memento mori” (husk at du skal dø) sandsynligvis stammer.

I vores kultur er det først med Paulus og Kristendommen, at døden ikke alene opfattes som en uundgåelig afslutning på livet, men også som en ny begyndelse - begyndelsen på et evigt liv i Himmel eller Helvede, afhængigt af, hvordan man havde levet sit jordiske liv.

Paulus og de første Kristustroende var overbeviste om, at Jesu genkomst ved Dommens Dag var nært forestående. Paulus skriver således i sit første brev til den kristne menighed i Korinth: ”basunen skal lyde og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles” Ingen, der troede på Kristus som deres frelser og arbejdede for Herren, skulle mere frygte døden.

De mange kristne martyrer bevidnede med deres blod denne tro på én treenig og retfærdig Gud, der ikke levnede plads til tilbedelse af kejseren som halvgud: de kristne vidste, at de for deres kristne tros skyld ville opstå som ”uforgængelige” i Paradis.

Ved Den katolske kirkes 2. koncil i Lyon i 1274 anerkendtes dog en ny og tredje mulighed for livet efter døden - den ikke bibelske lære om Skærsilden. Stedet, hvor ”mediocriter boni” (de mellemgode) får mulighed for at angre deres synder og renses, før de kunne komme i Paradis. Inspireret heraf beskrev Dante 1313-23 sin fiktive vandring ned gennem Helvedes ni lidelsesfulde zoner og dernæst op ad Angerens ”skærsildsbjerg” til Paradisets ”empyrium” (ildhimmel med fixstjerner), hvor han møder Den Treenige Gud. Skønt Dante levende skildrer Helvedes lidelser og Skærsildens prøvelser, må han erkende sig ude af stand til at beskrive det guddommelige fatteligt for sin læser.

I den katolske kirke overtog Skærsilden hurtigt Helvedes rolle, nok fordi den kunne være noget midlertidigt før den endelige forløsning. Anger, bønner, sjælemesser for de døde og - i en tid, hvor kirken var i bekneb for penge f.eks. til genopbygning af en ny Peterskirke - arv, donationer og aflad til kirken kunne forkorte skærsildsopholdet.

Men var Paradis og Skærsild noget, man kunne forhandle om, var døden det ikke.

Det er det, de talrige ”dødedansfremstillinger” fra middelalderens slutning skal minde de kristne om. Europa var præget af krig, hungersnød og af den såkaldte ”sorte død”, pesten.

Motivet består normalt af en kædedans, hvor alle holder hinanden i hænderne, og hver anden danser er et skelet. Det brugtes som frise i talrige kirker, i ligkapeller og på kirkegårdsmure. Dødedansen var en slags kristen ”Memento mori”, en påmindelse om, at døden er hver mands herre, og at vi i vores jordiske liv skal handle ansvarligt, så vi ikke ender i Helvede, men i Himlen evt. efter et rensende tidsafgrænset ophold i Skærsilden.

Dødedansen fra Basel adskiller sig fra det gængse motiv ved, at de levende ikke danser i kæde, men hver danser med sig selv som død:

i 1. række: dronningen, kongen, grevinden, kardinalen og biskoppen,

i 2. række: ridderen, juristen, politikeren, kannikken og lægen,

i 3. række: krøblingen, eremitmunken, ynglingen, ågerkarlen og jomfruen,

i 4. række: narren, kræmmeren, den blinde og jøden

og i 5. række: maleren selv og hans kone og barn. Til venstre står Adam og Eva, som førte arvesynden og dermed døden ind i verden, og hvorfra alle mennesker nedstammer. Til højre ses Dominikanerkirken i Basel med den overdækkede kirkegårdsmur, hvorpå Dødedansen befandt sig, indtil den blev hugget ned i 1805 pga. faren for sammenstyrtning, forårsaget af fugt.

Dødedansen i Basel er malet ca. 1440 og dermed nok den ældste kendte udsmykning med dette motiv. I 1568 efter reformationen er flere af de gejstlige personer blevet skiftet ud med læge, således erstatter dronningen og grevinden i øverste række den oprindelige pave og ærkebiskop.

For middelalderens folk fortalte Dødedansen om, hvordan vi alle er lige over for døden, som udfrier de fattige og syge fra al deres dårligdom, men også frarøver de velhavende og ansete i samfundet deres rigdom og ære.

Jævnfør Holger Bechs populære rumsterstangs-vise fra besættelsen sunget af Helge Kjærulff-Schmidt: ”Adel og borger, præster og bønder – vi er jo alle i samme båd”! og Tom Lehrers ”And we will all go together, when we go”, inpireret af atomtruslen under den kolde krig. De på en gang makabre, lattervækkende og melankolsk graciøse dødedans-scener inspirerede i 1874 komponisten Saint-Saëns til hans musikstykke ”Dance Macabre”.

De muntre benrader var en måde at huske folk på forgængeligheden – og måske som i dag – også en måde at gøre nar af vores egen angst for døden på.

Ligesom traditionerne omkring skeletter, ”den store græskarmand” og ”begging or cheating” ved Halloweenfesten, 31. oktober, aftenen før Allehelgensdag.

Dødedansen fra Basel. Tysk akvarel, malet 1772 af Hans Büchel efter et 60 m. langt freskomaleri fra ca.1440 på kirkegårdsmuren ved Dominikanerkirken i Basel i Schweiz.