Af Anne-Mette Gravgaard

En af de tungeste og mest besværlige passager i Det nye Testamente er den, hvor Jesus efter at have spist den sidste middag med sine disciple går ud til Gethsemane have for at tilbringe natten dér sammen med dem. De fire evangelister har hver deres forskellige beretning om, hvad der derefter skete.

Bugenhagens evangelieharmoni Luthers nære medarbejder, Johannes Bugenhagen, sammenskrev i 1523 beretningerne til én kronologisk fremadskridende fortælling, en såkaldt ”evangelieharmoni”: Vor Herre Jesu Kristi Lidelseshistorie.

Den står lige efter kirkeårets læsninger i Den danske Salmebog og kan anvendes som eneste læsning langfredag.

Evangelieharmonien blev oversat til dansk ca.1556 af Danmarks første protestantiske biskop, Peder Palladius, og er baggrund for vores opfattelse af Jesu sidste døgn.

I Gethsemane have falder disciplene i søvn, skønt Jesus har bedt dem våge med ham denne sidste nat. Ensom og angst for det, der skal ske den følgende dag, henvender Jesus sig til sin himmelske fader og beder ham om at stoppe projektet.

Guds søn er endeligt blevet så meget menneske, at han kan frygte svigt, forræderi, lidelse og død. Men han tager sig i det: ”Dog ske ikke min, men din vilje”, siger Jesus, og så starter det egentlige mareridt.

Bevæbnede mænd kommer ind i haven, og Judas den discipel, som havde forladt deres fælles måltid lidt tidligere, går hen til Jesus og kysser ham som et tegn til ypperstepræsterne på, at Jesus er den, de søger.

Som fange føres Jesus nu til ypperstepræsten Kajfas’ palads, hvor det jødiske råd dømmer ham til døden for gudsbespottelse, fordi han ikke vil frakende sig at være Guds søn.

Da jøderne ikke selv havde tilladelse til at eksekvere dødsstraf, bringer de Jesus hen til den romerske besættelsesmagts øvrighed, statholderen Pilatus.

Men Pilatus finder ikke Jesus skyldig i nogen forbrydelse, og da han får at vide, at Jesus er fra Galilæa, sender han ham videre til den jødiske vasalkonge Herodes. Kongen havde glædet sig til at tale med ham, står der, men Jesus forblev tavs. I sin afmagt nøjes Herodes med at håne Jesus for hans overlegne tavshed ved at kaste en kongelig purpurkappe om ham og sende ham tilbage til den romerske statholder.

Under den jødiske påskefest var det skik, at man løslod en fange. Statholderen Pilatus spørger folket, hvem de ønsker frigivet, og påvirket af ypperstepræsten råber folket, at Barabbas, en farlig bandeleder og morder, skal frigives.

Så fører Pilatus Jesus frem for folket, iklædt tornekrone og purpurkappe.

”Ecce homo ”– se han er jo bare et sølle menneske! siger Pilatus og opfordrer tilskuerne til medlidenhed.

Men tilskyndet af ypperstepræsten råber pøbelen: ”Korsfæst ham!”

Et øjebliks billede

Det er selve dette øjeblik, maleren fastholder:

På billedet ser vi mennesker i silhuet mod en fosforescerende gylden og ildevarslende himmel. Pøblen er som et oprørt hav rundt om den rolige midterfigur: Kristus i lænker med tornekrans om hovedet. - Dommen er en folkeforlystelse. Man kravler op for bedre at kunne se. Atmosfæren er mættet af had.

Kun manden med barnet og de forreste skikkelser til højre, som lyset rammer, syner anderledes. - Er det mon, fordi de repræsenterer os, eftertiden?

Da Pilatus forstår, at han intet kan udrette, opfylder han folkets krav og dømmer Jesus til døden. Men han vasker sine hænder som et udtryk for, at han selv er uskyldig i Jesu blod.

Honoré Daumier – satiriker og kunstner

Ophavsmand til det følelsesvækkende og meget smukke billede var Honoré Daumier, som jeg længe kun kendte som en socialt engageret karikaturtegner fra 19.årh. I næsten 1000 tegninger og over 4000 litografier satiriserede han i diverse franske aviser over monarkiet, aristokratiet, præsteskabet, lovvæsenet, militæret, bedsteborgerskabet, bønderne  og – over selve den menneskelige natur. For mange år siden fandt jeg hos ”bouquinisterne” ved Seinen i Paris en Daumierlitografi af to selvhøjtidelige dommere i disput. Den havde jeg længe hængende på væggen, hvor den huskede mig på, at autoriteter ikke altid har ret.

Men Daumier var ikke blot karikaturtegner, han var også kunstmaler og skulptør:

Den franske digter og kunstanmelder, Charles Baudelaire, beskrev ham som: ”en af de væsentligste personer ikke blot inden for karikaturen, men også inden for moderne kunst” og en ”genopfinder af klassiske historiegengivelser med en forestillingsevne som en kraft mellem fortid og nutid”, som Baudelaire selv mente at kunne bruge som model for sin digtning.

Karikaturtegning var rigtigt nok Daumiers metier, som han fik sit livsunderhold fra, og hvor han også kunne få afløb for sin samfundskritik. Men det var maler- og billedhuggerkunsten, han i virkeligheden brændte for. Også her var han uhyre produktiv (ca. 600 værker), og han udstillede jævnligt på den parisiske Salon, men uden at det vakte stor interesse hos samtidens dannede publikum. Til gengæld beundrede hans malerkolleger, bla. Courbet, Corot og Manet, hans arbejder, og Daumier kom til at inspirere billedhuggere som Rodin, den begyndende impressionistbevægelse og postimpressionister som van Gogh. I 1860erne arbejdede Daumier på fremstillinger af idealististen og hedsporen Don Quixote. Motivet havde han fra den spanske 1600-tals digter Miguel de Cervantes´ roman om den ædle ridder, som kæmper mod alt - selv mod vindmøller - for at forsvare sine utopiske idealer. Det 20. århundredes mest berømte maler, Picasso, har brugt skikkelsen i en billedserie, som er svær at skelne fra Daumiers.

Frihed, Lighed og Broderskab

Honoré Daumier (1808-1879) kom til Paris fra sin fødeby, Marseille, i en tid, der var endnu mere præget af uroligheder end vores egen.

Han tilhørte selv folket og var hele sit liv påvirket af revolutionen i 1789 med dens tanker om ”frihed, lighed og broderskab” og menneskerettigheder til alle. Men i Paris oplevede han, hvor omskiftelig og uforudsigeligt pøbelen reagerer. Hvordan folket snart hyllede Napoleon som kejser og snart vendte sig imod ham og derefter hyllede tre forskellige konger på rad og forstødte to: den guillotinerede konges bror, Ludvig XVIII, nåede som den eneste at dø som konge, medens hans yngre broder og ultrareaktionære modstander, Charles X, blev afsat ved Juni-revolutionen i 1830 til fordel for ”Borgerkongen”, Louis Philippe, der ved Februar-revolutionen i 1848 måtte abdicere og flygte til England. Daumier oplevede yderligere to republikker, et kejserdømme, en krig med Preussen og et folkeligt oprør.

Efter den franske revolution i 1789 frem til 1827 havde man haft tale- og trykkefrihed. Men i 1832 måtte Daumier både betale en gigantisk bøde og tilbringe et halvt år i fængsel for en tegning, der satiriserede over ”Borgerkongens” nepotisme og embedsmisbrug: kongen er afbildet som kæmpen Gargantua, en umådeholden fråser, der sidder på en potte-tronstol og indtager mængder af indbyggernes gaver, medens en lind strøm af titler og medaljer fylder potten under hans stol.

Identifikation

Som barn af den kirkefjendtlige Revolution var Daumier næppe religiøs og havde i det mindste aldrig udført et værk med et kristent motiv, da han i 1851 malede sit ”Ecce Homo”-billede.

Måske oplevede han i Jesu domfældelse en spejling af sin egen ensomhed blandt mennesker, der havde glemt alt om deres idealer om frihed, lighed og broderskab!

Det er formentlig Daumiers genkendelse af det ensomme, renhjertede, idealistiske og miskendte menneske, der gør maleriet så stærkt! Hans senere optagethed af Don Quixote-skikkelsen kan meget vel have samme udspring. 

”Ecce Homo – se et menneske”

Jesus dømmes af folkemængden Langfredag morgen

Malet af Honoré Daumier, 1851 Olie på lærred, 163 cm x 130 cm Museum Folkwang, Essen, Tyskland