Gudstjeneste handler om at være i det fælles. Også med dem, vi ikke har noget til fælles med

Af sognepræst Michael Hemmingsen

Går man i kirke om søndagen for at få et gudsord med på vejen, kan grundene være mange og meget forskellige. Nogle kommer i forbindelse med personlige kriser, f.eks. i sorgen over at miste, ved familieproblemer eller alvorlig sygdom. Eller for at sige tak, fordi livet beriger med sin gave af glæde og skønhed. For andre er kirkegang slet og ret en god vane, måske livet igennem. Som en roligt gentagende puls, mens verden og livet går op og ned. At kirkeåret med sin stadige gentagelse af advent, jul, påske, pinse osv. er værd at følge i sig selv som en anden slags tid end den tid, der kommer og går (en forfatter kalder kirkeåret for himmeltiden, der er god at være i, når jordtiden bliver knap eller svær). Atter andre finder vej til gudstjenesten af ydre anledning, f.eks. som gæster ved en barnedåb – og møder kirken som et rum, hvor vi undertiden kommer for en andens skyld. Andre igen finder kirken vigtig som institution i samfundet, eller kommer af nysgerrighed, i søgen efter mening og håb, eller i ønsket om at rummes som menneske. Mange konfirmander – i disse år også unge voksne – kommer, fordi de i kirken mærker noget væsentligt mht. et dybere livsgrundlag end materiel og økonomisk sikkerhed. Alt dette og mere til gør kirken til et stort fællesskab. Ikke af mennesker, der ligner hinanden, men som er yderst forskellige i alt fra alder og livsvilkår til politisk overbevisning og måder at leve på. Er det dét, der er kirkens egentlige essens? At den – indtil videre gennem et par årtusinder – søndag efter søndag insisterer på et fællesskab, der ikke er segmenteret, hvor du ikke afkræves færdige grunde til at være her? Sagt med teologers ord: Mennesker har brug for tilhørsforhold og identitet. Men kirkens primære funktion må ikke ende med at være at bringe mennesker, der ligner hinanden, sammen og dermed bidrage til en stigende polarisering i samfundet. Snarere må det være kirkens opgave at holde fast i forskellen mellem det fælles og det, vi har til fælles, bl.a. ved at finde gudstjenesteformer hvor man kan være i det fælles med mennesker, med hvem man intet har til fælles. I folkekirken kan du ikke forvente at møde mennesker, der har det ”lidt ligesom dig selv”. Folkekirken er ikke et fællesskab, hvor du kan møde dig selv i andre. Fordi folkekirken ikke er et identitetsfællesskab, forventes du ikke at tilpasse dig for at høre til. Dette betyder også, at du ikke forventes at reagere, føle eller tænke på en bestemt måde i forhold til kirkens ritualer. Du kan være der både som skeptisk, kritisk, begejstret eller indifferent. Du er også velkommen til at kede dig. Som sagt: Grundene til kirkegang kan være mange og forskellige, - og de er alle gyldige! Uanset om man går til gudstjeneste regelmæssigt eller sjældent, fornyr gudstjenesten altid et menneskes gudsforhold. Undertiden ved at vække gudsforholdet til live igen, hvis det er udslukt. Måske én søndag gør hele forskellen. Måske hver eneste.

Kilder: Lukas-evangeliet, kap. 2, 41-52. Ingrid Ank og Morten Thaysen: Hold Folkekirken kølig, 2018. www.grundtvigskforum.dk/viden/hold-folkekirken-koelig.