Af sognepræst Pia Søltoft

Mens jeg skriver denne lille tekst, tør sneen efter at landet næsten har været frosset ned hele februar. Når I læser teksten, er foråret i fuld gang og alt dét, der springer ud og vokser op, har ventet under den mørke, kolde jord. Og selv om det sker hvert år, selv om vi ved at det vil komme og har glædet os til det, så havde vi alligevel lidt glemt, hvor smukt det var.

Det er den forundring over det skabte, der ligger bag mange af bibelens beretninger både i Det Gamle- og Det Nye Testamente.

Universet, jorden, himlen, planeterne, dyrene og vi mennesker er naturligvis ikke blevet til på 6 dage, som skabelsesberetningen i 1. Mosebog angiver. Skabelsesberetningen er ikke en faktuel beskrivelse af, hvordan verden er blevet til. Hvis man vil vide noget om det er man meget bedre hjulpet af naturvidenskaben.

Skabelsesberetningen vil ikke give os en faktuel forklaring, men den vil i mytens form og med poesiens sprog beskrive, at der er en mening i og med verden og at vi som mennesker kan føle os hjemme i den. Skabelsesberetningen svarer ikke på hvordan, men imødegår det hvorfor, der ligger til grund for al forundring.

Skabelsesberetningen er blevet til på baggrund af de tidligste menneskers undren. Vi, homo sapiens, har set os omkring og undret os over alt det, der er i verden. Vi, homo sapiens, har spurgt os selv og hinanden: Hvor kommer alt dette fra? Hvem har indrettet verden så velordnet og meningsfuldt?

Hvordan kan det være, at foråret afløser vinteren, som vi oplever det netop nu; alting springer ud, dyrene får unger, lyset kommer tilbage, varmen begynder så småt at indfinde sig?

I denne undren er skabelsesberetningen blevet skrevet. Ikke for at forklare hvordan, men for at beskrive hvorfor, på en poetisk måde. Hvorfor verden er så velindrettet og skøn. Det er den for at vi kan føle os hjemme i den. For at vi kan fornemme os omsluttet af en meningsfuld ramme, selv om meget i vores eget lille liv, måske ikke giver mening.

I forundringen giver vi os hen til noget, der er større end os selv. Vi bliver små og føler os prisgivne til naturens kræfter. Både de store og destruktive og de gentagne og livgivende, som forårets komme, som vi oplever hvert eneste år – men til stadighed må forundres over. Som vi synger i Kai Munks smukke forårssang om den lille anemone:

Hvad var det dog der skete?

Mit vinterfrosne hjertes kvarts

Må smelte for at se det

Den første dag i marts

Hvad gennembrød den sorte jord

Og gav den med sit sølvblå flor

Et stænk af himlens tone

Den lille anemone,

Jeg planted der i fjor

Og sangen slutter netop med en lovprisning af skabelsen og forundringen over den: Du lille anemone, hvor er vor skaber stor!

Akvarel: Ole Kortzau