af Anne-Mette Gravgaard

Hvad er det, vi ser?

Portrættet af et menneske i profil?

Eller en ophobning af modne frugter og grøntsager omgivet af blomster?

Billedet er et slags fixérbillede – eller narrebillede, om man vil. Man kan få lang tid til at gå med at identificere og lokalisere arterne af gevækster.

Men hvad er meningen med det?

Giuseppe Arcimboldo, som selv har malet sit navn indvævet i strådragtens krave, har komponeret portrættet som en allegori på den sene sommer og høst.

Allegori betyder at sige eller afbilde noget på en anden måde. Allegorier kender vi fra mange steder i Bibelen. Men det allermest kendte sted er nok i Højsangen, hvor de to elskende beskriver hinanden ud fra billeder af noget helt andet, f.eks. beskriver elskeren sin elskede Sulamits hals, ansigt og hår således:

”Din hals er som elfenbenstårnet, dine øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims port, din næse som Libanons tårn, der ser mod Damaskus, hovedet på dig som Karmel, dit hoveds lokker som purpur; en konge er fanget i garnet” (Højsangen, 7. kapitel, vers 4 – 6).

Et billede som Arcimboldos allegori over sommeren, der er kunstfærdigt sammensat af forskellige elementer, men hvor der ingen handling er, ingen dynamik, hvor der intet sker, kaldes for en nature morte – den døde natur.

På billedet ser vi sensommerens frugter, der er høstet, men ikke genanvendt til føde eller sæd. Endnu er de smukke og saftige, men om nogle timer rynker fersknerne, blommerne rådner, og druer og hindbær tørrer ind. Det er alt levendes skæbne.

Som dødelige er vi forgængelige – vi blev skabt af jord og forgængeligt materiale. Men vores ånd, vores sjæl er udødelig.

”Alt kød til hobe er græs, al dets ynde som markens blomst; græsset tørres, blomsten visner, når Herrens ånde blæser derpå; visselig, folket er græs, græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig” (Esajas, kapitel 40, vers 6 – 8).

Hvordan kan Herrens ånde både give livet og tage det?

Om billedets ophavsmand har gjort sig sådanne tanker, vides ikke, men underfundigt er det, så mon ikke noget i den retning?

Gioseppe Arcimboldo (født 1527 i Milano, død 1593) var hofmaler, polyhistor, ingeniør og eventmanager i Prag hos de tre habsburgske kejsere, Ferdinand I (1558 -1564), Maximillian II (1564- 1576) og Rudolf II (1576-1612).  Han stod for at arrangere hoffets fester, konstruere teatermaskiner og designe kostumer til maskeballer og processioner. F.eks. tegnede han 148 kostumer til Rudolf II.

Ud over portrætter til hver af de fire årstider, komponeret som allegorier af frugter, blomster, strå og rødder og blade, malede han også portrætallegorier over de fire elementer, sammensat af luftens fugle, jordens dyr, havets fisk og ildens vokslys, olielamper, geværer og kanoner.

Tiden efter Amerikas opdagelse var præget af interessen for alt eksotisk, også astronomi og astrologi. Arcimboldo må have kendt både Tycho Brahe og Kepler, der færdedes ved Pragerhoffet, og de populære kunstkamre og kuriositetskabinetter har givetvis været en væsentlig inspirationskilde for hans billeder.

I sin samtid var Arcimboldo en absolut ener og først og fremmest berømt for sine bizarre og ironiske portrætter, som kejseren brugte som gaver til kongelige gæster.

De følgende århundreder glemte den spøjse maler, men med surrealisterne i det 20. årh. fik han en fantastisk renæssance.