Af sognepræst Pia Søltoft

Flere steder i Det nye Testamente tales der om, at vi skal blive som børn på ny og mange af de gamle salmer tager netop det tema op: at vi, skønt voksne, er som børn for Gud. Det skyldes ikke at kristendommen er særlig børnevenlig. Jesus er ikke børnenes Gud, blot fordi han siger ”Lad de små børn komme til mig”. Der er noget andet på færde. Når der tales om at vi skal blive som børn igen har det at gøre med troen, eller rettere med måden vi tror på.

Mange mennesker mener at man skal anstrenge sig for at tro. Udføre et intellektuelt arbejde. Og derfor giver mange også op på forhånd og stønner: ”Nej, det kan jeg da virkelig ikke tro på! At Gud er blevet menneske på et givent tidspunkt i historien for vores synders skyld, det går over min forstand!”

Og det er jo rigtigt, det gør det, går over vores forstand. Men alligevel kan vi sagtens tro på det. I hvert fald, hvis vi lærer at blive som børn på ny.

For tro er ikke en performance, en anstrengelse, et hårdt arbejde. Tro er ganske enkelt hengivelse, hengivelse til noget man hverken kan forstå eller forklare, bevise eller begrunde. Men denne umiddelbare hengivelse er meget nemmere for børn end for voksne.

Mange benytter udtrykket ”barnetro” lidt nedsættende som en naiv måde at tro på. Men faktisk er det barnetroen vi skal tilbage til. Vi skal være åbne og nysgerrige og indleve os i bibelens fortællinger, ikke for at forstå dem intellektuelt, men for at lytte til, hvad de siger til os om alt det i livet, vi hverken kan måle eller veje, bevise eller eje.

Når vi vokser fra vores ”barnetro”, vokser vi fra at turde hengive os umiddelbart til legen, latteren, ja, til livet som sådan. Vi vokser fra det at turde tro på ting og fortællinger, der hverken kan bevises eller på anden måde godtgøres. Vi vokser fra at kunne være umiddelbart til stede i verden og føle at vi hører hjemme her, vi vokser fra troen på, at intet ondt kan hænde os. Vi vokser fra Gud – men derved vokser vi også fra os selv.

Det er det Kim Larsen så præcis udtrykker i førte vers af Sirenesangen:

”Har du mistet det gyldne håb

Som du fik i gave ved din barnedåb?

Og går du tomgang i lukket ring?

Og er du blevet til ingenting?

Troen forholder sig til noget, vi ikke kan se. Hvilket bestemt ikke er det samme, som at det ikke findes. Det ved ethvert barn! Når vi er ganske små, er vi overbeviste om, at tandfeen findes, at julemanden kommer ned gennem skorstenen og at påskeharen gemmer æg i parken. Når vi bliver ældre vokser vi fra den tro, men det er ikke bare overtroen vi vokser fra – det er også troen på verdens godhed og livet som en gave. 

Når vi er børn, føler vi os også umiddelbart hjemme i verden. Vi forlader os umiddelbart på det, når vi får fortalt om, at der findes en Gud, der vil os det godt.

Når vi forlader barnetroen, erstatter vi den med en tro på os selv. En tro på, at det er os selv, der skal fixe alt og få alting til at give mening. At vi skal selv, vil selv og kan selv. Og deraf følger den forfærdende tanke, at hvis vi fejler, så er vi ikke noget. At hvis vi falder igennem, så falder vi ned i et bundløst tomrum. Vi går i tomgang i lukket ring og frygter at blive til ingenting?

Men ethvert barn ved, at sådan er det ikke. Kærligheden har spændt et sikkerhedsnet ud og den griber os altid.

At vi skal blive som børn på ny betyder, at vi skal forsøge at aflægge os den skepsis og mistroiskhed, der kendetegner vores voksne liv i verden.

Og det kan vi godt. For i de fleste af os er der en lille rest tilbage af barnetroen. Den kommer til syne, når vi fx siger: ”der er mere mellem himmel og jord”, eller når vi helt umotiveret beder til noget der er større end os selv i situationer, hvor vi er bange og udsatte, og takker samme instans, når vores glæde er så stor, at vi ikke selv kan rumme den.

Hvis vi giver den lille rest af barnetroen plads, bliver det lettere at slippe kontrollen og kritikken og give sig hen til den kristne grundfortælling om at Gud er blevet menneske af kærlighed til os.

For en rationel betragtning giver det ingen mening. Men barnetroen på at der er mere mellem himmel og jord giver plads til, at det mere der er, er Guds kærlighed til os. En kærlighed, der som et sikkerhedsnet er udspændt under hele tilværelsen.

Vi behøver ikke anstrenge os for at forstå det, for troen er uforståelig. Vi behøver heller ikke anstrenge os for at gøre det, for troen er ikke en præstation. Vi skal sådan set blot give slip og give os hen til fornemmelsen af at høre hjemme i verden og være sete og hørte, også når livets andre rum, i skolen, på arbejdet og på de sociale medier, måske lukker sig og bliver kolde.

Akvarel: Ole Kortzau