
18/08/2025 0 Kommentarer
Ispinde, Sisu og Talko
Ispinde, Sisu og Talko
# Præstens klumme

Ispinde, Sisu og Talko
Om åndelig oprustning eller bare: det vi lever for
af sognepræst Michael Hemmingsen
Åndelig oprustning, hvad betyder det? Kan ånd i det hele taget mobiliseres ligesom militær – på andre måder ved som Paulus at lade også oprustningens sprog tjene freden: spænd sandhed som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium. Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile. Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Med andre ord: Sandhedskærlighed, retfærdighed, troens frie forankring, kamp mod ondskab med åndens sværd før stålets – det er dog alt sammen grundingredienser i de frie og åbne samfund, som vi opruster for at værne om. Som værnspræst taler jeg med soldater om, hvad vi selv ville dø for. Er det fædrelandet, kristendommen eller i hvert fald nogle af dens grundværdier? Selve friheden? Måske, men hvad er de store ord værd, hvis de ikke forbinder sig med en dagligdag, vi mestendels holder af? Eller med finlandssvenskeren Emma Vasström: Spørg ikke, hvad I vil dø for, men hvad I vil leve for – og forsvar så dét! Familie, tryghed, hverdag. At børnene kan vågne op i deres egne senge, lege trygt udendørs, diskutere eller skændes om valget af ispinde i stedet for at gå i dækning for angreb. At landet får mulighed for at bygge videre på den velstand, som tidligere generationer har skabt – og ikke begynde forfra fra nul. Vi har et begreb i Finland, vi holder meget af – begrebet sisu. At udvise sisu betyder, at man bliver ved, ikke giver op, rejser sig igen, hvis man falder. Sisu er en indre modstandskraft, en beskeden, men utrættelig standhaftighed, en langsomt, men stabilt tikkende motor. Sisu er ikke smukt, ædelt, uopnåeligt – det er bare sisu… Det er sisu, der hjælper til, når vi om morgenen skraber isen af frosne bilruder i seks af årets måneder, og når meteorologerne varsler endnu et sidste snefald i slutningen af maj. Sisu er et karaktertræk, der har vist sig nødvendigt – eksistentielt – med den østgrænse vi har. I kender måske finsk tango, men har I også hørt om finsk talko? Talko betyder, at alle slutter op og i fællesskab udfører et arbejde eller en opgave – uden vederlag. Måske drejer det sig om at male lægterne på den lokale fodboldbane eller om at indsamle skrald i kvarteret. Talko er, når alle møder op til det fælles bedste. For at noget, der skal gøres, kan blive gjort. Kom, som du er – der er også en opgave til dig. Er I med os? Alt det, vi her i Norden kender så godt, det fortrolige og selvindlysende, som vi sætter pris på. Trygheden, familien, hjemmet, stedet, hvor vi bor. Hverdagens afgørende små stunder med nærvær med vores nærmeste. En ispind, der omhyggeligt udvælges efter leg og løben omkring i timevis under åben himmel. At kunne sove i sin egen seng. Det skal I forsvare, hvad I så end kalder det hos jer.
--
Paulus brev til efeserne 6, 14-17 Emma Vasström: Kampen mod skammen. Weekendavisen 30. maj 2025.

Romersk soldat på vej væk fra Jesu kors langfredag kigger ud på menigheden. Esajas Kirkes alterbillede. Glasmaleri af Joakim Skovgaard 1914.
Kommentarer