af Anne-Mette Gravgaard

På Golgata-højen uden for Jerusalem bliver Jesus korsfæstet langfredag. Golgata betyder Hovedskalstedet. Det berettes, at højen hed sådan, fordi hovedskallen af det første menneske, Adam, var begravet her. Den lille hvide maske med øjne, sorte øjenbryn, næse og røde læber er en naiv gengivelse af Adams kranium, et standardmotiv i korsfæstelsesscener i både Øst- og Vestkirken.

Øverst på korset står på græsk ”Jesus Kristus” – det betyder: Jesus, den salvede (konge). På hver side ses solen og månen, der kan opfattes som symboler på Jesu to naturer, den menneskelige og den guddommelige, eller på, at denne konges rige er evigt og universelt.

Jesus er naglet til korsets tværbjælke og fodbræt (superdaneum) med fire nagler. Han er sortskægget og bærer efter syrisk forbillede et langt lændeklæde, og ligner således hverken en romansk eller gotisk vesteuropæisk Kristusfremstilling.

Ved korset står to kvinder og to mænd. Nærmest er Guds moder, Maria, med purpurfarvede tøfler – et varsel om, at hun engang skal være himmeldronning – purpurfarven var forbeholdt den byzantinske kejsers familie. Til højre står evangelisten Johannes med evangeliet i favnen. Som indskrift ovenover læses på græsk Jesu ord til sin mor: ”Se det er din søn” og til Johannes ”Se det er din mor”. Netop de ord, som står i Joh. 19,34 - Jesus overdrager ved sin død menneskene i hinandens varetægt, se Michael Aaskov Hemmingsens artikel.

Fra lansesåret i Jesu side springer blod og vand ligesom fra en kilde ned i en ”kalk” som et tegn på, hvordan Jesu blod er til frelse og renselse for mennesker.

De to andre figurer er Marias søster og den soldat, der stak sin lanse i Jesu side. I følge en apokryf tradition hedder han Longinus og blev helbredt for sin øjensygdom ved at rammes af Jesu blod. Øverst hylder fire engle i halvfigur den kommende himmelfyrste, medens fire soldater, der holder vagt nedenfor korset, kaster lod om Jesu kjortel. Soldaternes skjoldmærker er typiske for Korsfarertiden.

Flankerende korsbjælken læser vi ”HCTAU - RÅCIC”: korsfæstelse på græsk.

Emaljearbejde på guld, 25x18 cm. Byzans, 1100-tallet, Reiche Kapel, München. Illustration kopieret fra Kurt Weitzmann, The Icon, 1978

Legender

I den såkaldte korslegende, der er sammenskrevet fra flere tidlige kilder, fortælles det, hvordan Adam, da han mærkede, at han skulle dø, sendte sin søn Seth til Paradiset for at bede om nåde for den (arve) synd, han havde påført menneskeheden ved at spise af frugter fra Kundskabens Træ mod Guds vilje. Seth fik tre æblekærner fra Livets Træ med tilbage fra Paradishaven. Han lagde kærnerne i Adams mund, og herfra spirede et nyt træ, som senere blev det træ, der blev brugt til Jesu kors. På denne måde blev korset også et livets træ (jvf. Grundtvigs verselinje ”Livstræet skyde af korsets rod” (DDS nr. 291: ”Du, som går ud fra den levende Gud”), se Pia Søltofts artikel.

Jesus, der tolkedes som den anden Adam, frisatte ved sin død på korset den første Adam (”Adam” betyder mand/ menneske på hebraisk) og alle andre fra arvesynden.

En anden middelalderlig tradition beretter, at Jesus døde på korset den 25. marts, som var Marias bebudelsesdag og regnedes for Guds skabelsesdag. Den dag, da ordet blev kød ved Jesu undfangelse nogle og tredive år tidligere. Det er endnu en måde at tolke korset på - som en påmindelse ikke blot om opstandelse og frelse, men også som en ny begyndelse.

Ikones væsen

En ortodoks ikon er ikke malet med henblik på at opfattes æstetisk. Den er et billede sammensat af skrift og symboler fra Bibelen eller fra apokryf og liturgisk tradition (der alt sammen forudsættes bekendt) med henblik på at få den troende til at fatte ikonens teologiske betydning. Lidt på samme måde som den apostolske trosbekendelse er et symbol på, hvad vi tror på i den danske folkekirke. I den ortodokse kirke er en korsfæstelsesikon således det ultimative symbol for frelsen fra synd og skyld.

Hver ting i denne korsfæstelsesfremstilling er udført på den mest dekorative og raffinerede måde. Glorier og kors er f.eks. blå af hensyn til kontrasten til guldet. Selvom ikonen er ganske lille, er der flere personer med i korsfæstelsesscenen, end det normalt er tilfældet på ikoner med dette motiv. Der synes næsten at være en slags ”horror vacui”, angst for det tomme rum.

Selve den gyldne plade, som vi ser hér, er kun 25x18 cm stor. Den er et byzantinsk emaljearbejde, som enten har været den midterste del af et lille trefløjet rejsealter eller har tjent som bogbind for evangelierne. Arbejder af denne slags blev skænket til kirkerne som en slags votivgaver, hvor giveren håbede at kunne købe sig fri for noget af den skyld, han/hun havde pådraget sig i livet.

Korsfæstelsen i Esajaskirken

For os, der kommer i Esajaskirken, er motivet kendt, og det er nærliggende at sammenligne Joakim Skovgaards altermosaik fra 1914 med den lille byzantinske emaljeikon fra 1100-tallets Byzans. Scenen er basalt den samme. Og dog! Den korsfæstede Kristus er en mere nordisk type (identisk med den korsfæstede i Viborg Domkirke), Adams hovedskal mangler, og der er ikke fire engle i gang med en akklamationsakt, men kun to, som ovenikøbet skjuler deres øjne i sorg eller rædsel.

Alterbilledet i Esajas Kirke. Joakim Skovgaard 1914.

For det, der virkelig skiller de to scener, er, at Skovgaard skildrer et helt bestemt - og senere - tidspunkt på den lange fredag: Jesu discipel, evangelisten Johannes er nu kommet over til Maria og holder trøstende om hende som en voksen søn om sin moder. Soldaterne er færdige med deres vagt og befinder sig allerede på vejen mellem Golgatahøjen og Jerusalems bymur. Vi ser kun deres hjelme, spyd og skjolde, Marias søster har forladt stedet, og en soldat med spyd er på vej væk fra korset til hest.

Kan det være den helbredte Longinus, ham, der nu er blevet seende og tror på Jesus som Guds søn? Kuriøst kan det bemærkes, at Skovgaard måske har afbildet sig selv til højre nedenfor Maria og Johannes i pagt med gamle malertraditioner.

Det er et øjebliksbillede, vi oplever i Esajas kirke, nemlig selve det dramatiske øjeblik, hvor Jesus udånder, i den 9. time, da der kom mørke over jorden, som skælver og slår revner så voldsomt, at de to engle ikke kan tåle synet, men må tildække deres øjne.

Hvor ikonen i et fastlagt og statisk formsprog symboliserer ”frelsen fra synden” på baggrund af Johannesevangeliets beretning, vælger den grundtvigsk inspirerede Skovgaard at bruge Matthæus- eller Lukasevangeliet som kilde og så at tilføje og forenkle efter sit eget skøn for at fremkalde den stemning af tomhed og rædsel, der greb verden, da Jesus døde. Skovgaards altermosaik er en næsten fotografisk virkelighed, der skal påvirke vores sanser, ikke et symbol, der skal fortolkes.