Af sognepræst Pia Søltoft

Vi kan gøre os nok så meget umage med vores liv og alligevel kan det gå i stykker. Vi kan træne og spise sundt og alligevel blive ramt af sygdom. Vi kan opføre os ordentligt, ja, vi kan endda bestræbe os på at lytte til det vigtigste bud i det Nye Testamente og elske vores næste som os selv og alligevel giver det os ingen garanti for at det vil gå os godt.

Tilfældigheden er et vilkår ved alt i livet. Det handler Jobs Bog om. Job, der har opført sig ordentligt hele sit liv og alligevel rammes af et hav af ulykker og som vi spørger han: Hvorfor? Men der er intet svar. Og det lykkes det Job at komme overens med - vel uden at han mister troen på Gud.

Den bibelske skabelsesberetning er blevet til på baggrund af menneskets undren. Homo sapiens har for tusindvis af år siden set sig omkring og undret sig over verdens mageløse indretning. I denne positive forundring er skabelsesberetningen blevet skrevet. Men verden viser sig jo ikke altid fra sin lyse side, men også fra sin mørke side. Lidelsen og tilfældigheden er også en del af livets gang og det er det, der danner baggrunden for Jobs Bog.

Pludselig død, sygdom, sandstorme, græshoppesværme, tørke og oversvømmelser var også virkeligheden for de mennesker, der nedskrev skabelsesberetningen og Jobs bog. Også tilfældigheden og lidelsen oplevede de første mennesker. Længe før Sartre, De Beauvoir og Camus, skrev deres store eksistentialistiske værker og beskrev den kvalmende tilfældighed, som de mente, var overalt. I dørhåndtaget de trykkede ned, i vores handlinger, i de tildragelser de oplevede, hvad end de var lykkelige eller lidelsesfulde. Tilfældigheden og dens uigennemskuelighed har altid været et vilkår ved det at være menneske i verden.

Med vores forstand har vi forsøgt at begribe så meget vi kan. Med vores fornuft og gennem vores erfaring har vi regnet os frem til, hvor der er bedst bo, hvad vi skal gøre for at mestre livet på bedst mulig måde. Hvad vi skal spise og hvordan vi skal gå klædt, hvad vi skal gøre og hvordan vi skal behandle hinanden, for at kunne leve sammen på bedst mulig måde.

Men elementernes rasen kan stadig slå os ud af kurs, se bare på klimakrisen, og tilfældigheden råder stadig, når vi midt i vores ordentlige og ordnede liv rammes af lidelsen i skikkelse af død, sygdom eller andre triste uforståeligheder.

Tilfældigheden er et parameter, vi altid må regne med. Og det kan vi kun holde ud, hvis vi tror. Hvis vi tør stole på, ikke at der er en mening med vilkårligheden og lidelsen, men at der på trods af lidelsen og tilfældigheden er en Gud, der vil os det godt. Tror at godheden findes og er intakt selv om vilkårligheden og lidelsen også findes.

I troen, tiltroen til at livet på trods af lidelsen er godt, giver vi os hen til noget, der er større end os selv. Vi bliver små og føler os prisgivne til naturens kræfter – både de store, destruktive og ubegribelige naturkatastrofer, der rammer lige pludselig uden vi kan nå at reagere, og de gentagne og livgivende, som forårets komme, som vi oplever hvert eneste år – men til stadighed må forundres over.

Pointen er at det gådefulde og det frygtindgydende går hånd i hånd. Vi indretter os så godt vi kan. Men vi ved jo også, at på et enkelt øjeblik kan det hele tages fra os. Det er en frygtindgydende erfaring, men også netop en erfaring der kalder på tro, tro på trods, tiltro trods usikkerheden.

Tiltroen til at verden er skabt til os og vi kan føle os hjemme i den og dens forunderlige indretning og overdådighed – på trods af at lidelsen og tilfældigheden også er et vilkår for alt levende.

Og troen på at der findes en Gud, der vil os det godt, der kommer os helt nær i skikkelse af Jesus og hører vores bøn om hjælp, når vi rammes af sygdom og nød og verden, der syntes så tryg, pludselig afvisende lukker sig for os i lidelsen.

Det modsatte af denne tro er ikke viden. Det modsatte er fortvivlelse – fortvivlelsen over ikke at turde tro på godheden, ikke at turde tro på trods af lidelsen og vilkårligheden. Det er den fortvivlelse troen altid må kæmpe med, ja, momentvis kæmpe sig ud af, men helt bag os kan vi aldrig lægge den, fordi lidelsen og vilkårligheden er et grundvilkår ved det at være menneske.