af sognepræst Pia Søltoft

I pinsen fejrer vi Helligåndens komme. Men i hvilken skikkelse kommer den? Et bud kunne være at den manifesterer sig i venskabet. Men en særlig form for venskab. Et omsiggribende venskab. Et venskab, der skal sprede sig mellem alle mennesker, jøde som hedning, troende som ikke troende, ateist som muslim, dansker så vel om svensker eller italiener.

Pinsen handler i den optik om venskabet og om Helligånden som den kærligheds og sandheds ånd, der er dette store, globale venskabs forudsætning fordi Helligånden er fællesskabsskabende. Helligånden er dét, der forener os mennesker på tværs af landegrænser, på tværs af kulturelle og religiøse forskelligheder og på trods af vores mange forskellige sprog.

I kristendommens treenighed er Helligånden den part der sørger for at kristendommen ikke er en sekterisk religion for de få, men en inklusiv religion for de mange og derfor hører vi til pinse om at Helligånden kom over alle og enhver.

Man kunne måske beskrive Helligåndens virke, som det, der får os mennesker til at samle os og skabe inkluderende fællesskaber, hvor vi ikke udelukker anderledes tænkende og fremmede, men inviterer alle med ind, både de fremmede, ja, selv fjenden.

Og det er derfor Helligånden kan beskrives som venskabsskabende. Helligånden virker gennem vores sprog når vi forsøger at skabe forståelse, kommunikation og varige venskaber.

Nu har forestillingen om venskab jo ændret sig radikalt op igennem tiden. I dag benytter vi både betegnelsen "ven" om mennesker, der står os meget nær og om mennesker, vi har et mere perifert forhold til. Ja, endog om mennesker, vi aldrig har mødt, men alligevel oprettet et virtuelt venskab med på Facebook, Twitter eller andre af de sociale medier.

Men i antikken og på Kristi tid blev venskabskærligheden opfattet som den fineste form for kærlighed, netop fordi den havde et etisk aspekt, der tillod vennerne at se bort fra eventuelle uoverensstemmelser i det små, det vil sige uoverensstemmelser, der ikke rørte ved venskabets kerne, som var dyden; det at gøre det gode – for hinanden, sammen og hver for sig.

Man skulle ikke gøre noget for hinanden for at få noget igen – altså ikke for at få noget ud af sit venskab. Man skulle ganske enkelt være der for hinanden fordi man var venner. Men allerede dengang kendte man også til to afarter af venskabet, som har deres ret så længe begge parter er indforståede. Lige for lige når venskab skal holdes, som det lyder i ordsproget.

De to afarter af venskabet var og er henholdsvis Nytte- og nydelses-venskabet. Aristoteles beskriver dem begge i Den Nikomachæiske etik.

Nyttevenskabet er den slags venskab, hvor man er venner fordi man kan gøre nytte for hinanden. Det er vel det vi i vore dage ville kalde netværk. Et nyttevenskab etableres fordi begge parter skal have noget konkret ud af relationen: hjælp af økonomisk, jobmæssig eller anden karakter. Man skal altså kunne se en fordel ved at være i et netværk og derfor er der ikke tale om et egentligt venskab.

Nydelsesvenskabet er karakteriseret ved en lidt mere løs venskabsforbindelse: Man bliver venner fordi den anden morer eller adspreder én eller fordi man er glade for de samme nydelser: fx biografbesøg, opera, golf, et godt glas vin eller en tur i kanen. Nydelsesvenskaberne er også til nytte for begge parter, men her er dét, der udveksles, oplevelser af forskellige former for gensidig nydelse.

Men Nytte- og nydelsesvenskaberne er ikke egentlige venskaber fordi det er venskaber man indgår for at få noget ud af dem. De er ikke egentlige fællesskaber fordi de lever af en slags udvekslingsøkonomi og det er naturligvis ikke den form for venskaber Helligånden skaber.

Helligånden skaber den slags venskaber, der er åbne og inkluderende. Hvor den ene ikke forventer at få det samme igen, som hun giver. Og hvor den anden ikke holder regnskab med, hvad der er modtaget. Det er derfor Helligånden skaber menighed og kirke.

Den susende lyd, der fortælles om i forbindelse med Helligåndens komme i pinsen er ganske enkelt lyden af alverdens stemmer på alverdens sprog, der forenes i venskabet.

At alle kan tale sammen, er netop en manifestation af, at Kristi venner og det venskabsbånd, der skabes af Helligånden, ikke lever op til de sædvanlige kendetegn ved nytte og nydelsesvenskabet: At disse venskaber altid indgås mellem personer af samme køn, alder, livsanskuelse, religiøs observans og sociale status. Kristi venner er venner på tværs af nationalitet og kultur. Venskabets etik bliver den åbne etnicitets etik.

Og de tunger af ild, der satte sig på apostlene, er lidenskaben, der tager bolig i hver enkelt. Den lidenskab uden hvilken et venskab blot er til nytte eller nydelse, men ikke båret af sand venskabskærlighed. Som talsmand taler Helligånden enhvers sprog og enhver der taler med en anden i sandhedens ånd, skaber frimodighed og venskab på tværs af grænser. Med venner i lys vi tale.

Fællesgudstjeneste 2. pinsedag med den islandske kirke