Engle. En svunden (jule)tids mytologiske væsener – eller påmindelser om noget vigtigt, vi har glemt?

Af sognepræst Michael Hemmingsen

I bogen Send flere engle skriver Helle Søtrup såkaldte andægtigheder, også kaldet henvendelser, taksigelser, mellemværender og overgivelser. Et eksempel:

Hjælp mig med at bære mit liv.

Forstærk mit mod,

så jeg tør stå usikker

i kærlighedens afmagt.

Lad mig kun bære de byrder, der er mine,

men overlad mig ikke

til mine egne systemer.

Styrk min samhørighed indefra

og led mig ud af

mit reaktive selv.

Giv mig at være min tro og min tvivl

og tilgiv mig alle vildfarelser

led mig bestandigt mod forsoning.

Send flere engle.

---

Man kan opfatte engle både fysisk, åndeligt, symbolsk, litterært eller en blanding. Uanset hvad: de hjælper med at række ud. Engle til hverdagsbrug, kort sagt, men til jul og påske får de selskab af højtidskollegerne. Budskabet om Jesu fødsel begyndte med en lysende engel hos hyrder på Betlehems mark. Højtidsenglene forkynder det, som hverdagsenglene lever af og sendes ud med: Først julenattens budskab om Guds barmhjertige inkarnation på jorden. Senere påskemorgens ubegribelige, men også ukuelige håb for genoprettelsen af alt godt liv, der gik til.

Også via samtidslitteraturen sendes der i disse år flere engle, skriver anmelder Simon Baastrup og nævner forfattere som Sebastian Nathan, Christel Wiinblad, Elias Sadaq og Fine Gråbøl, hos hvem englene flokkes på forskellig vis.

Forklaringen finder han i vores erfaring med verdens gang, der som aldrig før er tempofyldt, uforudsigelig og uden sikkerhed:

Engang troede vi på historiens afslutning og bildte os ind, at vi svævede over alt ikkemenneskeligt. Men hjulet drejer fortsat. Vi kan ligeledes gå i stykker, blive oversvømmet og stå i flammer. Den slags påmindelser overbringes bedst af metafysiske instanser og budbringere fra det hinsides.

Hvad vil de os? Dels vil de bede os om at stoppe op og ihukomme det, vi har glemt. Dels vil de katapultere os væk fra forfærdelighederne. Dels vil de ruste os til de mange slags undergange, der bliver stedse mere presserende. Hvis vi skal kunne bevæge os fremad, ud i horisonten, må vi tro på, at der findes noget, som er større end os selv. Manden med leen er kommet for at blive, og hans grumme ansigt dukker frem overalt. Det kan vi ikke bekæmpe. Men med en perspektivforskydning kan fællesskuden muligvis vendes, inden den synker.

Er det englenes værk, både til højtid og hverdag? At de kiler sig ind mellem himmel og jord og forskyder perspektivet fra os selv og vores eget til den fælles skude, så den ikke synker?

God advent og – når englen bringer den – glædelig jul! Eller med Grundtvig:

Da vandre Guds engle op og ned

på salmens tonestige,

da byder vor Herre selv guds fred

til dem, den efterhige;

da åbner sig Himlens borgeled,

da kommer ret Guds rige.

O, måtte vi kun den glæde se,

før vore øjne lukkes!

Da skal som en barnemoders ve,

vor smerte sødt bortvugges.

Vor Fader i Himlen! Lad det ske,

lad julesorgens slukkes!

---

Juleevangeliet, Luk. 2, 1-14.

Helle Søtrup: Send flere engle, Kbh 2012.

Simon Baastrup Lad ikke alt håb fare! Artikel af i Weekendavisen 19. maj 2024.

N. F. S. Grundtvig: Velkommen igen, Guds engle små. Salmebogen nr. 99.

www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/99

Døbefonten i Esajas Kirke er udført som muslingeskal i marmor, der holdes af engel af H.P. Pedersen-Dan, 1912, gave fra frk. Agnes Langhoff, som også havde doneret knælende dåbsengel i gips som midlertidig døbefont til kryptkirken.