Af sognepræst Pia Søltoft

Tilgivelsens under er dobbelt. Når du tilgiver et andet menneske, giver du dette andet menneske hendes eller hans frimodighed tilbage. Men samtidig genoprettes din egen frimodighed.

Frimodighed er et gammelt udtryk, som vi ikke bruger meget i dag. Men det er et udtryk, der meget præcist betegner, hvad tilgivelsen gør ved en person. At have frimodighed er at have modet til at føle sig fri og ubundet af den skyld, man måtte have pådraget sig. Fri til igen at kunne trække vejret utvungent. Det er netop frihed fra skyld og skam, som din tilgivelse skænker den, du tilgiver.

Og i tilgivelsen gengiver du ikke bare dem, du tilgiver deres frihed. Du giver dem også modet til at tage imod den frihed. Heri ligger tilgivelsens magi. Den skaber dét, den giver. Det skete da Gud blev menneske og det sker hver gang det ene menneske tilgiver det andet.

Når du tilgiver et andet menneske, giver du det altså frimodighed.

Men du får også selv noget, når du tilgiver. Du får din egen frimodighed tilbage. Den frimodighed, der var overskygget af vrede, had, hævntørst eller ganske enkelt bare af skuffelsen over dét, den anden, som du nu har tilgivet, gjorde.

Og dette aspekt ved tilgivelsen, altså at den, der tilgiver også selv ændres, er måske det største under ved tilgivelsen, men samtidig også grunden til, at det er så vanskeligt at tilgive.

Det er ikke størrelsen eller alvoren af den andens svigt, der gør tilgivelsen så vanskelig. Det er størrelsen og alvoren af ens egen forurettehed. Man er så vred, så skuffet, så fuldstændig indkroget i sin egen forbitrelse at man ikke længere kan få øje på glæden og frimodigheden.

Man holder derfor ikke blot den anden, den der behøver tilgivelse, fanget, når man ikke vil tilgive, man holder også sig selv fanget. Det er derfor vi ofte siger: ”Jeg ville gerne tilgive, men jeg kan ikke”. Men det kan du godt, du vil bare ikke af med forurettelsen. Det er den, du skal lade fare. Og når den gør det, sker tilgivelsens under, både i den du tilgiver og i dig selv.

Tilgivelse er det modsatte af at bære nag og ville have hævn når nogen forbryder sig mod os. Men hvordan tilgiver man rent konkret?

Tilgivelse har mange forskellige skikkelser og kan vise sig på flere forskellige måder. At lukke øjnene for og undlade at påtale noget forkert en anden gør, kan være en skikkelse af tilgivelsen.

Hvis et menneske overser dig, er ubehøvlet, undlader at anerkende dig eller måske virkelig skuffer og svigter dig, kan du vælge at se den anden vej, vælge at vende blikket væk, vælge at lade det fare.  Det er tilgivelsens enkleste skikkelse om end den er vanskelig at praktisere og kræver, at du kan styre det mørke, der kommer fra din egen forurettethed.

Tilgivelsen kan således ligge i at lade være med at stille den anden til regnskab og dermed ”skjuler” du, hvad der er sket. Jo mere man hæfter sig ved et andet menneskes fejl eller mangler, ved hvad hun eller han har gjort galt, jo mere fylder disse ”forbrydelser” – og til sidst fylder de så meget at de fortegner forholdet.

Jo mere man stirrer på det forkerte ved den anden des mere fylder det. Måske stirrer man sig endda så blind og kan ikke få øje på andet end det forkerte.

Når fornærmetheden fylder dig som en feber bliver du til sidst så blændet at du kun kan se din egen vrede. Derfor skal der en bevist handling til for at overse det, hvormed den anden har forbrudt sig.

At lukke øjet for den andens fejl eller mangler er lige det modsatte af at se på den anden med et ”bevæbnet Øie”, altså et øje, der er bevæbnet med fornærmethed og mistro.

Tilgivelsen kan også antage en anden skikkelse. Den kan gives som en formildende forklaring. Her kan du tale den andens sag i dit indre og måske sige: han tænkte jo ikke over det, hun mente det ikke så slemt, de vidste ikke hvad de gjorde.

Hvis man ikke kan undgå at se, hvad den anden har gjort galt, hvis man så at sige ikke kan tage øjnene fra fejlene, ikke evner at lukke dem og se bort fra ”forbrydelsen”, kan man benytte sig af den formildende forklaring.

I stedet for at tale fejlen op, så den kommer til at fylde det hele, kan man tale den ned, så den ikke fylder noget. Enhver forklaring er et valg. Man vælger altid hvorledes man forklarer denne eller hin kendsgerning.

Når man tilgiver på denne måde, måske endda uden at sige det, men bare ved at gøre det, sætter man det andet menneske fri af skylden og sig selv fri af vreden.

Det er således troen på tilgivelsens magt, der er det afgørende. Siger du: ”Jeg kan ikke tilgive ham eller hende” opgiver du denne tro. Siger du: ”Jeg kan ikke tilgive mig selv” opgiver du denne tro.

Kristendommens grundfortælling om at Kristus er død på korset for vores synders skyld er den ultimative beretning om tilgivelsens under. Når Kristus er død for enhver og enhver derfor tilgivet, er frimodighedens mulighed så og sige genoprettet i verden. Og kan du ikke få dig selv til at tilgive hende, der har gjort dig ondt, ham, der har skuffet dig, kan du betjene dig af den tilgivelse, du allerede selv har fået, og lade den gå videre til din næste. Du kan lade din vrede finde hvile i troen på, at du selv allerede er tilgivet.

Tilgivelsens magi er enkel, men svær at forstå og praktisere. Den gengiver så at sige verden sine farver ved at genoprette forholdet mellem os, så vi indser at vi er hinandens lemmer. Lad derfor ikke solen gå ned over din vrede, luk øjnene for den andens fejl og din egen vrede, så sker tilgivelsens under!

Foto: Svend Vermund